Til gotheskjalden Ridderstad
Naar jeg under svarte Tall
(ha, en herlig Skjaldehall!)
spænder Bjørnetarm i Harpen,
at den runge kan som Sarpen,
banker den med Briskestav
-- hui! -- saa den som Stormen synger
-- huijah! slynger
optilhimmels den Seraf,
som sig paa mit Hjerte gynger:
da en liden ensom Klynge
bag mig hører jeg at synge:
"Følger, følger,
hvorend Sangen bølger!
Følger! skynder! følger med,
hvorend Harpen gaaer afsted.
Se i Skye'n
gjerne boer den Rad af Lyn!
Nei! kun gjennem Mulm og Skyer
-- huijah! glimtende den flyer
mod det rene høie Fjerne,
mod de Serafiners Dag
under Herrens eget Tag.
. . Følger! Hist paa Nordens Stjerne
hviler den som paa sin Knag.
. . Følger! Klare Tanke lyner
gjennem Billeder og Syner,
gjennem Skyer til Himlen, hvor
den i eensom Høihed boer!"
Kan jeg andet end at svare
Qvad i Qvad den kjære Skare!
Men den hele større Flok
gaber vidt, men lukker Øre,
(somom de med Flabben høre),
stimer henad Alfarvei,
endser Skjald bag Harpen ei
meer end Kjerring bag sin Rok.
Vent dig, Skjald, det samme Øde,
hvis til Gothens frie Skove
Musen gaaer, og ei tilhove;
-- hvis ei din (som Beskows søde
Terne) du frisere vil,
-- hvis du elsker ei det bløde
Tidens Muses Flygelspil;
-- hvis ei Kronens Straaledag
lokker af dig Drosselslag;
men kun sorte Frihedshat,
vakkre Maaltrost! er den Nat,
som med Duft og friske Svale
lokker af dig Aandetale
om de Fremmede, de Høje:
de som dale
til et Bad i Skjaldeøje,
stige saa paa Lyrens Scale
-- derfor bæver Strengens Guld --
hisset opigjen fra Muld.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer