Ved conrector Johan Auberts grav
Din Tid, o Støv, af lette Stunder
isammensmeltede bestaaer,
og kun af flyvende Secunder
sig kjæde disse Rækker Aar.
Hvi vil du elske denne Tid,
som fører dig saa troløs hid?
Et Aandpallads du troer din Hytte,
o Mand, fordi du triner tungt.
Ak, det kan ikke dig beskytte,
du Hjerte, at du er saa ungt!
Hvi elske Tiden, stolte Fnug,
-- den Flugt af Smiil, som døer i Suk?
Du Aand i Hytte, har du Vinger,
til Flugt du dem beredte læg!
Thi med hver Timeklang der springer
en Nagle i din tynde Væg.
Her for en flygtig Times Haand,
her faldt et Manddoms-Pantheon.
-- Et Evighedens Suk er Tiden,
for Engelen, der kjæmped ud,
hvem Jorden blev for mørk og liden,
at drage gjennem sig til Gud.
Et Længselsuk du, Himmel, drog.
Tilbage det en Engel tog.
Forkynder, Høiserafers Strenge,
hvad Navn ham hist imødeklang!
Thi Jorden manglede alt længe
for al hans Dyd et Navn og Rang.
Johan Aubert er Navnet paa
den Dyd et Menneske kan naae.
Du, Herre, som din Død løslader,
at han forkynde skal din Magt,
for dig nedknæler, se vor Fader,
din faldne Jord i Taarepragt.
Sin Glædes bedste Smykker gav
den jo, som nu, ak! til en Grav.
Men over Graven -- o hvad skinner?
-- Han sænker sig paa Straaleving,
at kysse Taaren bort, som rinder,
du Elskte paa din Brudering.
Han, Moder, hviske vil til dig:
"o græd ei førstegang for mig!"
Du Ædle, vi gjensee hverandre
-- ha, flyer I rappe Stunder da! --
Lad Dødens Time som de andre
da høre vort Halelujah!
Dog over Mange hist som her
du straale skal, Johan Aubert!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer