Venner

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder

Bare en liden vise om du og jeg,
eller om dagene, som gik dengang,
nætterne, -
værelset med det kjælne tusmørke,
lampen, - den indiske buddha, -
Jacobsens byste i solhjørnet,
Wagnerportrætet!


      Vi sad sammen i røgskyer,
      vi drømte sammen om livet.
      Den rigere sjæl, som fremtiden fængsled,
            havde jeg,
      det gladere hjerte, den varmere puls
            havde du.


      Du kom til at skjønne,
      hvordan jeg var, ja, hvordan jeg var,
      ikke mit blod kunde bruse,
      men min sjæls blade,
      å, min sjæls blade, de kunde visne.


      Så sad vi sammen i drømskyer
      og sligt stort, fagert syn, -
      syn,
      livsundren!


Livet!
En i uendelige baner sig slyngende stråle,
gjennem alle væsner, gjennem alle kloder,
en uendelig, - tonende -, ildspiral, -
som vi ikke kan se begyndelsen på,
og ikke enden på,
og ånd risler i,
og sole drypper af,
- sole i lyshav, sole i tankehav, -
en uendelig, - tonende -, ildspiral,
ude fra det kolde, ude fra det tomme,
ind mod det varmere,
ind mod det varmeste,
ind mod Gud -
Lyset!


Sfærer svinger, bølger bæver,
- der, hvor den ene er,
var den anden, -
livceller svæver,
synker mod mørke, hæver sig mod lys,
livceller svæver,
hæver sig,
synker.


      Ja, nætterne var lange og lyse.
      Der var såmeget at tale om,
      der var såmeget vakkert til -
      solglød, vi længedes mod,
      kvinder, vi vilde ofre vort blod.
      Nætterne var så lange og lyse!


Men hav og tid skilte os,
og Vestens nætter er mørke.
Mangengang, når jeg våger og mindes,
er det, som det rører sig i det golde hotelrum:
Ansigtslinjer flakker i solhjørnet,
Jacobsens,
Buddha dukker frem af mørket . . . .


Tror du,
tror du, at venner mødes på nye kloder?



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt