Til professor Rector Rosted, jubellærer

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

DEN 7DE MAI 1827

Ei foragter Birken den svage
Finger, som udgrov et Navn i dens Bryst:
Norriges Fjelde ynde den Kilde, som
      nynner ved Foden.

Rosted, lig den første Dodonas
Eeg, hvorfra Viisdommen klang, see en Lund,
skjøn ved de muskelsnoede Stammer, sig
      trindt om dig hæver!

Ogsaa jeg var Mistelen lig, som
suger af Egen sin Glands; -- nu jeg staaer
fjernest i Lunden, skjælver med nedbøiet
      Hoved i Vinden.

Mangen Olding sidder i Træets
Lye, hvorpaa Ungdommens Minder han hang:
jeg end i Ungdom glindser, men Træet skal
      Aarene dække.

Rosted, lig et Tempel, hvor Altret
kneiser for Himmelens Dyder, min Bøn
sløvgjøre Tidens Tand, naar for Dig jeg den
      tusindedobler.

Rosted, ædle Pantheon, Sundhed
være din Jachin, din Boas er: Kraft,
Glæde, lig Aftensolen, skal rødme den
      marmorne Kuppel.

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.