Til professor Rector Rosted, jubellærer
DEN 7DE MAI 1827
Ei foragter Birken den svage
Finger, som udgrov et Navn i dens Bryst:
Norriges Fjelde ynde den Kilde, som
nynner ved Foden.
Rosted, lig den første Dodonas
Eeg, hvorfra Viisdommen klang, see en Lund,
skjøn ved de muskelsnoede Stammer, sig
trindt om dig hæver!
Ogsaa jeg var Mistelen lig, som
suger af Egen sin Glands; -- nu jeg staaer
fjernest i Lunden, skjælver med nedbøiet
Hoved i Vinden.
Mangen Olding sidder i Træets
Lye, hvorpaa Ungdommens Minder han hang:
jeg end i Ungdom glindser, men Træet skal
Aarene dække.
Rosted, lig et Tempel, hvor Altret
kneiser for Himmelens Dyder, min Bøn
sløvgjøre Tidens Tand, naar for Dig jeg den
tusindedobler.
Rosted, ædle Pantheon, Sundhed
være din Jachin, din Boas er: Kraft,
Glæde, lig Aftensolen, skal rødme den
marmorne Kuppel.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer