14. Jeg vandred ydmygt.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg vandred ydmygt gjennem Mekkas stad
og krøb langs gaden frem paa haand og fødder.
Og knæet flængedes af skarpe sten
og blodet sprang fra mine neglerødder.

Ved aftenstid jeg naaede moskeen
og kasted paa mit ansigt mig til jord.
Og til profeten mangen bøn jeg sendte
og mange sterke, afsindsvilde ord.

Mit hjerte var saa tungt og træt af sorg,
jeg holdt ei længer ud at gaa og lide.
Jeg bad til Allah af min dybe kval,
af al min store hjælpeløse kvide.

Men som et lyn, der gjennem sindet sprang,
skar hendes sorte blikke gjennem mindet.
Og atter fossed ild i alle aarer,
og atter skingred skrig igjennem sindet.

Da reiste jeg rankt mit hoved
fra tempelflisernes matter
og hæved i helligdommen
en kold og klingende latter.

Jeg sparked til Muhammeds gravsted
og prygled en hellig mand.
Jeg rev ham hans turban af haaret
og knuste hans visdomstand.

Jeg snapped en vælig stridshingst,
som udenfor templet stod.
Jeg gav den de slappe tøiler
og pisked dens ryg i blod.

Og indover ørkensletten
hvast som en pil jeg for.
Sandet stod omkring bringen
i gylden glødende røg.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt