3. Der er dans i vor paschas have.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Der er dans i vor paschas have -
kjælende kvindedragt, trippende trin,
dæmpet af løv lyser lygternes skin.
Jeg klattrer over muren, jeg sniger mig ind
som en tyv i vor paschas have.

Jeg skjuler mig i mandelblomsters mørke
og lister mig fremover fod for fod
med famlende fingre og bævende blod,
aandeløst stirrende mod lygtelysets flod,
der bryder frem fra mandelblomsters mørke.

Det klingrer,
det klingrer,
nu danser de forbi
med slørene i flænger og armene fri,
med haaret i storm og med slæbende smykker,
bælterne sprængte, agrafferne i stykker,
slørene glider nedom lemmernes glans -
vor paschas odalisker holder midnatsdans.

Jeg stirrer og stønner med feber i hver sans,
søger bare hende, hende!

Er det dig, der kommer nøgen -
uden bølgende gevandter?
Er du stolt og vild og smidig
som den unge ørkenpanther?
Er dit øie dybt som natten,
grusomt-sort som nattens himmel,
tungsindstungt som nattens hav?

Eller dig med flettet guldhaar,
øinene som tulipaners,
med en nakke høi og svaiet
som de uskyldshvide svaners?

Eller dig, der hvid som maanen
stryger gjennem natteluften
med den unge barm, der bølger
vild og hed bag silkekuften?

Ingen! Ingen! Aa hvor haanligt
muntert klinger pauker, fløiter!
Hvor jeg hader, hvor jeg hader
disse nøgne dansetøiter!

De, som for en mand at tækkes
blotter bryst og salver hals,
de, hvis kys og legems kjærtegn
for zechiner er tilfals!

Hys! Hys!
Alt stanser og tysner -
baade fløite og giger.
Mellem løvet det lysner:
flere lygter, flere piger!

Og slørene foldes om pigernes lænder -
med rolige flammer nu kjærterne brænder.
Vor pascha vil hjem!

Paa en bærestol dækket af purpurets
rige, frynsede klæde
han sidder i guldstukket kaftan
høit paa sit ibenholtssæde.

Og purpurets vægtige folder
tungt henad sanden slæber.
Selv sidder han sammensunken
med trætte visnede læber.

Men se! ved hans ene side,
i kjortel og dueblødt dun,
Allah! du store Allah!
der ligger, der ligger jo hun!

Der gaar som et stik af en klinge
fra hovedet ned til min fod,
der synker som staal gjennem kjødet,
det skriger som ild i mit blod.

Jeg skjuler mig i mandelblomsters mørke
og lister mig fremover fod for fod
med famlende fingre og bævende blod,
aandeløst stirrende mod lygtelysets flod,
der svinder bagved mandelblomsters mørke.

Det blir tyst i vor paschas have,
forlængst svandt pigerne bag haremets port.
Og luften blir saa stille og natten saa sort -
Jeg klattrer over muren og lister mig bort
som en tyv fra vor paschas have.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt