Clara Eugenie

Og præsten hævede sin hvite haand,
og lod en bølge, rén af viet vand
med vemod strømme over barnets haar:
„Jeg døber dig til Clara Eugenie!“
Men i dets moders blik stod taarer slørt,
som døbte dette løfte om et liv
med større helg, end præsten i sin dont
faar kræfter til ved kirkens marmorfont!

*

Den anden gang, da præsten hævet haand,
stod lille Clara Eugenie i hvidt — — —
og hendes klare, pikelige ord
fløi sky og rene gjennem kirkens kor.
Og moren drømte, med sin tinding vendt
mod buen af den kolde kirkemur,
om noget fjærnt og lyst, som før var hændt
ved blide aaer, i en grøn natur — —
Som om hun ung og hvidklædt kom forbi
sin egen datter, Clara Eugenie,
og saa gik videre ved engens aa,
alene, ud mod havet i det blaa — —
Da strømmet solen gjennem kirken, skjært,
og moren hvisket, skjælvende og tung:
„Tilgi mig barn, om det var egenkjært,
at du blev ung, fordi jeg selv var ung!“

*

Og præsten hævede for sidste gang
sin hvite haand med faste, rene ord —
men det som strømmet mod den mørke grund
var ikke viet vand, men viet jord!
Og moren rystet som et dyr, der léd,
og hørte mulden falde, klump for klump —
men fra det fjerne, seks-fod sjunkne bed
stod jordens stemme, skjælvende og dump:
„Min egen datter, Clara Eugenie —
kom du tilbage til det store alt!
Forblomm dig i den hemmelige vaar,
i grønne sletter, lykkelige trær
og skyer paa det rene himmelblaa,
i mere evig form for dine kjære — — —!“

• Fantasi 11
• Pilestrædet 13
• Elvira 16
• Hvid jul 21
• Vaarkjenning 26
• Vaarbrytning 29
• Betlehemsstjernen 33
• Tilbakekomsten 38
• Clara Eugenie 41
• Seireren 44
• Solen 46
• Ved dansen 49
• Gobelin 52
• Molok 59
• Julenat 63
• Ruin 67
• Sneen 69
• Trøst 99