Solen

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Den høieste sols præst dvælte med hænder i fang
høit paa sit taarns balkon, bøiet og mørk og sturen.
Nymaanens milde mager stod paa den grønne vang,
skjult i et krat og sang, indunder efeumuren:

„Natten er livets billed — den røde og grove ild
fjerner sig kun for at té os rummenes fine bygning.
Mægtige, skumrende skoge slører sin grøde til
under det blændende dybs deilige overskygning!

Dette er livningens time, præst i den røde kaabe,
nu er det klodernes sommer — ser du dem, blomst ved blomst?
Ud af en kalk i himlen glir det en dugblaa draabe —
Morgen hos himmelens liljer, min dags tilsynekomst!

Vidner og verdner at skue er mér end den nærende lue —!
Jorden har sol og skoge, marken er grøn af goder —
men i hver stjernes blinken kan jeg et ansigt skue!
Mere end rummenes amme ér det: at øine sin broder!“

Syngende slige sange mellem de dunkle trær
knælet den stodder for Stjernen, hyllet i hvide pjalter. —
Dette, som derpaa skete, skete ved Solens alter —
præsten i purpurkaaben reiste sig, tung og svær.

Den høieste sols præst traadte mod taarnets hegn,
og løftet de røde arme op imod rummenes blaanen —
de blev som en eneste flammende offerlue mod maanen
som deltes ud over verden, ud i et brusende tegn!

Og under hans spilte fingre er det, det langeligt falder
et glitrende fugleskrik, som følges af fler bag trærne —
da styrter den røde præst heftig paa knæ ved værnet
og udover skog og dal klinger hans vilde galder:

„Vær, o værer velsignet, tonestænk fra min finger —“
for hver en tone som svulmer nu, i den blege nat, —
styrter en stjerne af tronen, en lue af østen springer —
rust Eder, rødmende struper, i morgenrødens krat —!

Sluk med jer stemmes sus de himmelske alveilder —
I paa de grønne grene! I faar en fager færd!
Bagom de store skoges rasende tummel af triller
stiger en spydborg af natten med straaler og røde sværd!

Præsten i kappen peker. Aanden i øst, som brænder
straalende het, er Eros — Verden har ingen tvil!
Stenet af duggens perler, slynget fra skygge-hænder,
segner den mager af maanen, — hans modstand var et smil!