En Sommerdrøm
En Vandrer hvilte i Skyggen
Af duftende Heggetræ'r;
Ved Summen af Humlen og Myggen
Han søvned og drømte der.
Han syntes, han gik ad Skovens
Omskyggede, bugtede Sti,
Og lytted til Kildevovens
Og Droslernes Melodi.
Og mellem de gamle Stammer,
Og under det høie Krat,
Der hvælved sig mangt et Kammer,
Der ruged en halvklar Nat.
Men Blade og unge Stilke
Og Blomster paa Urt og Gren,
De glindsed som spunden Silke,
Og straaled som Ædelsten.
Libeller og Papilioner
Med Vinger af Morgenskjær,
De flagred om Skovens Kroner
Og over Konvallers Hær.
Og Fiskene smutted trygge
Og vevre i deres Bæk,
Og svam i den kjøle Skygge,
Hvor Vidjen slog ud sin Hæk.
Og Vandreren faldt i Tanker,
Og gik med bevæget Sind,
Og Blomster og lyse Ranker,
De kyssed hans røde Kind.
Men alt som han fremad vandred,
Han tabte den sikre Sti,
Og Skoven stod flux forandret,
Som bunden Kogleri.
Her turde ei Triller klinge
Bag Træernes tætte Skjul,
Her rørte sig ingen Vinge,
Ei Zefyr, ei Sommerfugl.
Her hvilede Skovens Kilde
Blandt Blomsterne, taus og klar,
Og Fiskene stode stille,
Som under et slebet Glar.
Og Vexternes tause Rige
Laa drømmende, svøbt i Duft;
Det var som man saa den stige
I Sommerens varme Luft.
Men pludseligt lød der Toner
Saa sagte som Alfesang;
Det klang gjennem Skovens Kroner,
Den deilige Kilde klang.
Fra Vedbendens lange Lokker
Det lød som et Strengespil,
Og Blomster med Kalke og Klokker,
De klingede svagt dertil.
Og hist paa den grønne Slette,
I Skovens dæmrende Hal,
Der rørte sig Fødder lette,
Der holdtes et luftigt Bal.
De blussende, ranke Dryader
Var samlede der i Flok,
Og dandsed i Klynger og Rader
Med flagrende, skinnende Lok.
De dandsed i lette Ringe
Som Voven, der slaar mod Strand,
De dandsed som Vindens Vinge,
Der bøier en Vidjevand.
De dandsed mod Skovens Kilde,
Hvor Vandreren henrykt laa;
De bøied sig glade, milde,
Og dybt i hans Øine saa.
De plukked ved Kilderanden
Hyperikum ungt og purt;
De slyngede ham om Panden
Den kraftige, friske Urt.
Af Irisen og Narcissen
De samlede Duggens Bad,
Og heldte ham over Issen
Dens Væld af et Skreppeblad.
Og Duggen, der kjøligt trilled,
Den kraftige, friske Krands,
De klared hvert Tankens Billed,
Og lutrede hver en Sands.
Han syntes, han kunde tømme
Af Planterne Livsens Saft;
Han syntes, han kunde svømme
I Luften med Ørnens Kraft.
Da vinked de lette Dryader;
Da gik han fra Kildens Bred.
Og vandred i deres Rader
Med friere, svævende Fjed.
Hvor Dagslys som Stjerner tindre
I Løvtaget klart og blidt,
I Urskovens tause Indre
De standsede deres Skridt.
Alvorlig og høi og stille
Stod Hæren af Kæmpetræ'r;
Det var som man maatte spilde
Dens Ro ved at aande her.
Her groede store Planter
Med selsomme, stærke Skud,
Med taggede, skarpe Kanter
Og glindsende, dunkel Hud.
Og Træer og grønne Buske,
De blussede underbart
Med Frugter og Blomsterduske
Af svulmende Kæmpe-Art.
I Ly af Jasminers Hække
Den studsende Vandrer laa,
Og under ham var et Dække,
Brodert med Violer smaa.
Her smuttede Nymfernes Klynge
Bag Blomsters og Rankers Flor;
Da hørte han Skoven synge,
Og fattede hvert et Ord.
Det lød ei som Sus af Vinden,
Det var ingen sagte Klang,
Det hørtes, med Stigen og Svinden,
Som mægtige Strubers Sang:
— "Velkommen i Skovens Haller,
Du salige Menneskesjel!
Hør, Vexternes Stemme kalder, —
O, lyt til vort Kvad og dvæl!
En nagende Smerte huser
Hvert spirende Planteliv;
Den røbes, naar Egen suser,
Den hvisker fra hvert et Siv.
En kvælende Vellyst brænder
Igjennem vor Livsens Saft,
Naar Solen sin straale sender
Med manende, rastløs Kraft.
Den dybeste Jordens Længsel
Vil gjennem vor Aare gaa,
Og sprænge sit dunkle Fængsel,
Og svales af Himlens Blaa.
Den gjærer og syder og higer
Og svulmer i Plantens Skjød;
I Blomsternes Kalke stiger
Den mægtige Længsels-Glød.
Men ak, naar den Solen møder,
Da zitrer, da vaander den sig;
Vor Pragt, der blinker og gløder,
Ligner et angstfuldt Skrig.
O, kunde vor Higen sprænge
De vældige Straalers Aag,
Der vil vore Sukke trænge
Igjen under Jordens Laag!
O, kunde vort Øie tindre,
Naar Stjernerne glide frem, —
O, kunde vi dog vort Indre
Aabne for alle dem!
De hviske, naar Alt er stille,
Over den blomstrende Dal:
"Din Sol er din Længsels Kilde,
Og Kilden til al din Kval".
Vor Taare svulmer og skjelver,
Vi ane kun Stjernens Glands;
Men Natten sig dunkel hvælver
Over vor lukkede Sands.
I Dage, der glimte fjerne,
Fra Oldtidens Straalebrud,
Fløi fra en glandsfuld Stjerne
Til Skovenes Dyb en Gud.
Ham fødte en skjøn Dryade,
Under en susende Gran,
Til Skovenes Lyst den glade,
Blussende Guddom Pan.
Hans Hjerte gjemte og næred
Med høiere, renere Glød
Den mægtige Trang, der gjæred
I Vexternes lune Skjød.
Men dybt i hans Bryst tillige
Laa der et blidere Skjær;
Det kom fra hans Faders Rige,
Den tindrende Stjernehær.
Han kunde vor Ve forklare
Med kvægende Fløitespil;
Han lærte vort Løv at svare
Med mildere Sus dertil.
Naar Solen paa vore Kroner
Fæsted sit Flammeblik,
Da svaled hans blide Toner
Vor Ild, som en kjølig Drik.
De risled i Plantens Aarer
Saa mildt som en Vaar-Regns Bad;
Da vældede glade Taarer
Frem af dens Hjerteblad.
Vi hvisked i Gudens Øre
Om fængslede Gnomers Harm,
Om Haab og om Savn, der røre
Sig lønligt i Jordens Barm.
Vi hvisked, og kunde fortælle
Om alle de Eventyr,
Der fylde hver Skovens Celle,
Naar Aftenens Straale flyr.
Da vakte han Fløitens Stemme
Saa tonerigt mangen Gang
At Malmen i Fjeldets Gjemme
Bæved derved og klang.
Og Menneskets Slægter lytted
Til Skovenes sære Røst;
Og til deres Hjerte flytted
En underlig, ukjendt Lyst.
Med Fløiter og Strengelege
De droge til Skovens Hal,
Og sad under dunkle Ege
Og prøvede Tonens Fald.
Da lærte dem Pan at gribe
I Strengen med friere Slag,
At røre den bævende Pibe
Med fuldere Aandedrag.
Om Spiren i Jordens Grube,
Ved Skabningens Moderbryst,
Han lærte den tonende Strube
At synge med klarere Røst.
Og gjennem de klingende Tanker
En duftende Aande gled;
Det var som om blomstrende Ranker
Var spændte i Strengenes Sted.
Og Vexternes Bøn blev baaren
Mod Stjernerne rent og smukt,
Og Somren var sval som Vaaren
Af alle de Toners Flugt.
Ak, nu er Skovene øde,
Forsoningens Baand er brudt;
Ved Morgen- og Aftenrøde
Vort Suk er fortabt, forskudt.
Vi saa dine Stjerneblikke,
Du salige Menneskesjel;
Velkommen, forlad os ikke,
O, lyt til vort Kvad og dvæl!
Vi lod vore Sjele stige
Af Stammernes tvingende Baand;
I Skovens dandsende Pige
Saa Du en Plantes Aand.
Vi vied ved Kildens Vove
Din Pande med Krands og Bad,
Og derfor kan Urter og Skove
Bringe Dig deres Kvad,
Og tolke Dig deres Smerte
Med bævende, susende Røst,
Og fordre af Menneskets Hjerte
Vingede Svar og Trøst."
Saa nynnede Skoven og klaged,
Og hvilede taus paany; —
Det var et Minut, — da braged
Hvert Træ med et rædsomt Gny.
Det klang gjennem alle Lunde
Fra Skovens inderste Skjød,
Det raabte med tusind Munde:
"Den straalende Pan er død".
Da vaktes den trætte Sover,
Men laa dog i Drømmen halv;
Et Klageskrig Egnen over
Endnu i hans Øre skjalv.
