Vårvise

Stæren sidder på skjulet
         og fløiter, så det er en lyst.
         Og katten sidder i solen
         og slikker sit hvide bryst.

I bislaget står Hans Jørgen
         og klorer sig sit hår.
         «Bevare mig, som det har tinet,
         «og det bare siden igår.

«Tænk, snaut for en uge siden
         havde vi to alen sne,
         og nu er det nærsten ikke
         en fanne på marken at se.»

Hans Jørgen ruslet til skjulet
         og haler kjærrene frem,
         kikker på hjul og på axer,
         og pudser og smører dem.

Og konen hans Ane åbner
         hvert vindu som åbnes kan,
         og storvasker alle gulve
         og strør dem med brisk og med sand.

Og linerlen tripper på tunet
         og gjør sig så lækker og fin,
         og blinker med begge øine,
         og vipper med halen sin.