Når skumringen synker

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Jeg længes ei mer mod den store by;
    jeg står og ser fra min sude
    mod kvældhimlens fred.
Jeg ruller gardinerne langsomt ned
    og stænger alverden ude.

Min ungdom svandt i den store by,
    men ei jeg længes tilbage.
    Thi der har jeg grædt
mit hjerte så sygt og så dødsens træt
    i tunge nætter og dage.

-- -- Du dybe, lægende ensomhed,
    som altid omkring mig svæver,
    jeg sænker mig ned
så trygt i din store, velsignede fred, --
    og hjertet taknemlig bæver.