Til Oehlenschläger i Norge
En hellig Stund er lys oprunden
Om Norges gamle Klippeslot,
Thi hæderkront i Granelunden
Staar Nordens ædle Sangerdrot.
Dit Høikvad i vort Indre hviler
Med Mindet om vor bedste Lyst,
Og derfor Jubeltonen iler
At hvirvle sig til Skaldens Bryst.
De blege Nordlys svagt sig brøde
I matte Skjær fra Sydens Dag;
Da steg i glandsfuld Morgenrøde
Din Engels høie Vingeslag.
Du vakte Nor af Seklers Dvale,
Og lærte ham ved Harpens Klang
At lytte til den dybe Tale
I Fossens Larm og Stormens Gang.
Alfaders Borg laa dybt begravet
I Ragnarokes skumle Damp,
Og Valas Kvad gik over Havet,
Og nynned sært om Jettekamp.
Da slog din Barm ved Guders Smerte,
Du trodsed Nastronds vrede Lyn,
Og Valhal steg af Skaldens Hjerte,
Et underfuldt Morganasyn.
Og først blandt dine gjæve Helte
Vort elskte Norges Kæmper gik,
Med Styrkens drabelige Belte,
Og Fromhed i det lyse Blik.
Du bød dem frem af Høien stige
I Vaabendands, med Skjold og Skaft,
At værne om det elskte Rige,
Og egge Dalens Søn til Kraft.
Og derfor favner Norge
Sin elskte Sanger moderøm,
Og aabner Dig de Klippeborge,
Du skued i din gyldne Drøm.
Gak ind, Du høie Skaldekonning,
Og stem din blanke Strengeleg!
Der venter Saga Dig, din Dronning,
Med Kronen fra den norske Eg.
