De tre Mostre

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

   Der var engang en fattig Mand, som boede i en
Stue langt borte i Skogen og nærede sig ved Skytteri.
Han havde en eneste Datter, og hun var baade vakker
og ven. Da Moderen var død tidlig, og Jenten nu
alt var halvvoxen, sagde hun at hun vilde bort til
Folk, saa hun kunde lære at fortjene sit Brød, hun
ogsaa. "Ja, Datter min, sagde Faderen, "rigtignok
har du ikke lært andet hos mig end at ribbe Fugl og
stege, men du faar vel prøve at tjene for dit Brød
ligevel."
   Saa gik da Jenten ud for at bede om Tjeneste,
og da hun havde gaaet en Stund, kom hun til Kongs-
gaarden. Der blev hun, og Dronningen syntes saa vel
om hende, at de andre Terner blev rent misundelige
paa hende. De fandt da paa at sige til Dronningen, at
Jenten havde sagt sig god for at spinde et Pund Hør
i fire og tyve Timer; for Dronningen gjorde saa meget
af alle Slags Haandarbeider. "Ja, har du sagt det, skal
du gjøre det," sagde Dronningen til hende; "men lidt
længere Tid kan du vel faa." Jenten, Stakkar, torde
ikke sige at hun aldrig havde spundet, men bad bare
om et Kammer for sig selv; det fik hun, og derop blev
baaret Rok og Hør. Her sad hun nu og graat og var
ilde ved og vidste ikke sin arme Raad; hun stelte med
Rokken og snudde og vendte paa den, og vidste ikke
hvorledes hun skulde bære sig ad - hun havde aldrig
før seet en Hjulrok engang.
   Men som hun sad slig, kom der en gammel Kone
ind til hende.
   "Hvad feiler dig, mit Barn?" sagde hun.
   "Aa," svarede Jenten, "det kan vel ikke nytte jeg
siger dig det; du kan saa ikke hjælpe mig ligevel!"
   "Der kan ingen vide det," sagde Konen."Kan
hænde jeg torde vide Raad for det alligevel jeg."
   Ja, jeg kan jo gjerne sige hende det, tænkte Jen-
ten, og saa fortalte hun da, at Medtjenerne hendes havde
sat ud at hun havde sagt sig god for at spinde et Pund
Hør i fire og tyve Timer; "og jeg min Stakkar," sagde
hun, "jeg har aldrig i mine Dage seet en Hjulrok, end
sige jeg skulde kunne spinde saa meget i et Jævndøgn."
   "Ja, det er det samme det, Barn," sagde Konen;
"vil du kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg
spinde for dig; saa kan du gaa bort og lægge dig til
at sove."
   Ja, det vilde Jenten gjerne gjøre, og gik hen og
lagde sig.
   Om Morgenen da hun vaagnede, laa al Hørren
spunden paa Bordet, og det saa pent og fint at aldrig
nogen havde seet saa jævnt og vakkert Garn. Dron-
ningen blev meget glad over det vakre Garnet hun
havde faaet, og holdt endda mer af Jenten end før.
Men dette blev de andre endda misundeligere paa hende
for, og saa fandt de paa at sige til Dronningen, at nu
havde hun sagt sig god for at væve det Garnet hun havde
spundet, i fire og tyve Timer. Dronningen sagde igjen,
at havde hun sagt det, saa skulde hun gjøre det; men
om det ikke netop blev i fire og tyve Timer, saa kunde
hun vel faa lidt længere Dag. Jenten torde heller ikke
nu sige nei, men bad om et Kammer for sig selv, saa
fik hun vel prøve.
   Der sad hun igjen og graat og bar sig ilde, og
vidste ikke hvad han skulde tage sig til; saa kom der
ind en gammel Kone igjen og spurgte: "Hvad feiler
dig, Barnet mit?"
   Jenten vilde først ikke ud med det, men endelig
fortalte hun hende hvad hun var saa sørgmodig for.
   "Ja," svarede Konen, "det er det samme, vil du
kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg væve
for dig; saa kan du gaa bort og lægge dig til at sove."
   Ja, det vilde Jenten gjerne gjøre, og saa gik hun
hen og lagde sig.
   Da hun vaagnede, laa Bunken paa Bordet, vævet
saa net og saa tæt som væves kunde. Hun tog Bunken
og gik ned til Dronningen med, og h u n blev meget
glad over den vakre Væven hun havde faaet, og holdt
endnu mere af Jenten end før. Men saa blev de andre
endda mere avindsyge paa hende, og tænkte ikke paa
andet end hvad de skulde finde paa.
   Tilsidst saa fortalte de Dronningen, at nu havde
hun sagt sig god for at sy op Vævbunken til Skjorter
i fire og tyve Timer. Ja, det gik lige ens som før:
Jenten torde ikke sige at hun ikke kunde sy; hun kom
op paa et Kammer for sig selv igjen, og sad der og
graat og var bedrøvet. Men saa kom der igjen en
gammel Kone til hende, som lovede at sy for hende,
naar hun vilde kalde hende Moster paa sin Hædersdag;
det lovede Jenten mere end gjerne, og siden gjorde
hun som Konen sagde, og gik hen og lagde sig til at
sove. Om Morgenen da hun vaagnede, fandt hun Bunken
opsyet til Skjorter liggende paa Bordet. Saa vakker
Søm havde aldrig nogen seet, og Skjorterne havde Navn
og var fuldt færdige.
   Da Dronningen fik se det Arbeidet, blev hun saa
glad i Sømmen at hun slog Hænderne sammen; "for
saa vakker Søm har jeg aldrig hverken havt eller seet,"
sagde hun, og siden holdt hun Jenten saa kjær som sit
eget Barn.
   "Dersom du vil have Prinsen, saa skal du faa
ham," sagde hun til Jenten, "for du behøver aldrig at
leie bort nogen Ting; du kan sy og spinde og væve
altsammen selv." Da Pigen var vakker, og Prinsen
syntes vel om hende, blev der strax Bryllup. Men
aller bedst Prinsen vel havde sat sig til Brudebordet
med hende, kom der en gammel styg Kjærring ind med
en lang Næse - den var visst tre Alen lang.
   Saa stod Bruden op og neiede og sagde: "God
Dag, Moster!"
   "Er d e t Moster til min Brud?" sagde Prinsen.
   Ja, hun var da det.
   "Ja, saa faar hun vel sætte sig ind til Bordet da,"
sagde Prinsen; men baade han og de andre syntes hun
var fæl at sidde til Bords med.
   Men ret som det var, saa kom der igjen en gam-
mel styg Kjærring ind; hun havde en Bag saa tyk og
bred at hun med Nød og Neppe kunde komme ind
igjennem Døren. Strax reiste Bruden sig op og hilste:
"God Dag, Moster!" og Prinsen spurgte igjen, om
d e t var Moster til hans Brud. Begge svarede ja, og
Prinsen sagde, at naar saa var, saa fik vel hun ogsaa
sætte sig ind til Bordet.
   Men aldrig før havde hun sat sig, saa kom der
igjen en gammel styg Kjærring, med øine saa store
som Tallerkener, og saa røde og rindende at det var
fælt at se. Bruden reiste sig igjen og hilste: "God
Dag, Moster!" og Prinsen bad ogsaa hende at sætte
sig ind til Bordet; men glad var han ikke, og han
tænkte ved sig selv: "Gud hjælpe mig for Mostre min
Brud har?"
   Da han havde siddet lidt, kunde han ikke bare
sig, men spurgte: "Men hvorledes i al Verden kan da
min Brud, som er saa deilig, have saa fæle og van-
skabte Mostre?"
   "Det skal jeg nok sige dig," sagde den ene. "Jeg
var ligesaa vakker jeg som Bruden din, da jeg var paa
hendes Alder; men det at jeg har faaet saa lang Næse,
det kommer af at jeg stødt og stadig har siddet og
hakket og nikket med Spinding, saa har Næsen min
tøiet sig, til den er blit saa lang som du nu ser."
   "Og jeg," sagde den andre, "lige siden jeg var
ung, har jeg siddet og skubbet frem og tilbage paa
Vævfjælen, og derved er Bagen min blit saa stor og
hoven som du ser." Saa sagde den tredje: "Lige fra
jeg var ganske liden, har jeg siddet og stirret og syet
Nat og Dag; deraf er øinene mine blit saa fæle og
røde, og nu er der ikke længer nogen Raad for dem."
   "Ja saa," sagde Prinsen, "det var vel jeg fik vide
det; for kan Folk blive saa stygge og fæle af det, saa
skal da aldrig min Brud hverken spinde eller væve eller
sy i sine Dage mer!"



Norske Folke-eventyr I (1904)
« En Frierhistorie Enkesønnen » Movbook.gif

Norske Folke-eventyr I (1904).


Hentet fra «https://dikt.org/w/index.php?title=De_tre_Mostre&oldid=54024»