Manddatteren og Kjærringdatteren

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

  Der var engang to Folk som havde giftet sig
sammen; de havde hver sin Datter. Kjærringdatteren
var doven og lad og vilde aldrig gjøre noget, og Mand-
datteren var flink og villig; men endda kunde hun aldrig
gjøre Moderen til Lags, og baade Kjærringen og Datte-
ren vilde gjerne være kvit hende. Saa skulde de engang
sidde ved Brønden og spinde, begge to; Kjærring-
datteren skulde spinde Hør, men Manddatteren fik ikke
andet end Børster. "Du er nu altid saa flink og saa
ferm du," sagde Kjærringdatteren, "men endda er jeg
ikke ræd for at spinde omkap med dig." Ja saa blev de
forligte om, at den som det først røg af for, skulde i
Brønden. Ret som det var, saa gik det af for Mand-
datteren, og saa maatte hun i Brønden. Men da hun
kom til Bunden, slog hun sig ikke, og vidt og
bredt omkring saa hun ikke andet end en vakker
grøn Eng.
   Hun gik nu et Stykke paa Engen, saa kom hun
til et Risgjærde; det skulde hun over. "Aa, træd ikke
haardt paa mig du," sagde Risgjærdet, "saa skal jeg
hjælpe dig en anden Gang jeg." Hun gjorde sig saa
let som en Fjær og traadte saa varsomt at hun næsten
ikke kom nær det engang.
   Saa gik hun et Stykke til, saa kom hun til en
brandet Ko, som gik med en Melkekolle paa Hornene;
det var en stor vakker Ko, og Juret stod saa fuldt og
rundt. "Aa, vær saa snil og melk mig du," sagde
Koen, "for jeg er saa melkesprængt; drik saa meget
du vil, og hæld Resten paa Klovene mine, saa skal jeg
hjælpe dig igjen jeg."
   Manddatteren hun gjorde som Koen bad; bare hun
tog i Spenerne, saa sprøitede Melken i Kollen; saa
drak hun sig utørst, og Resten hældte hun paa Klovene,
og Kollen hængte hun paa Hornene igjen.
   Da hun saa havde gaaet et Stykke til paa Engen,
mødte hun en stor Saubuk, og den havde saa tyk og lang
Uld, at den gik og slæbte den efter sig, og paa det
ene Hornet hang en stor Sax. "Aa, klip mig du,"
sagde Bukken, "for her gaar jeg med al denne Ulden
og pæser, og det er saa varmt at jeg er færdig at
kvæles. Tag saa meget du vil, og vir Resten om Hal-
sen min, saa skal jeg hjælpe dig igjen." Ja hun var
strax villig, og Bukken lagde sig selv op i Fanget hendes
og den laa saa stille, og hun klippede den saa pent,
at den ikke fik den mindste Rispe i Skindet engang.
Saa tog hun saa meget hun vilde af Ulden, og Resten
virrede hun om Halsen paa Bukken.
   Lidt længer frem kom hun til et æbletræ, og det
var saa fuldt med æbler, at alle Grenene var bøiede
ned mod Jorden, og inde ved Stammen stod der en
liden Stang. "Aa, vær saa snil og pluk æblerne af
mig du," sagde det, "saa at Grenene mine kan rette
sig, for det leter paa at staa saa kroget; men slaa
endelig smaat og vart, saa du ikke slaar mig fordærvet;
spis saa meget du vil, og læg Resten indved Roden
min, saa skal jeg hjælpe dig igjen jeg." Ja, hun pluk-
kede dem hun kunde naa, og siden tog hun Stangen
og slog de andre forsigtig ned; saa spiste hun sig mæt,
og Resten lagde hun pent ind til Roden.
   Saa gik hun et langt, langt Stykke, og da kom
hun til en stor Gaard, og der boede en Troldkjærring
med Datteren sin. Der gik hun ind og spurgte om
hun kunde faa Tjeneste. "Aa det kan ikke nytte,"
sagde Troldkjærringen; "vi har havt mange, men ingen
af dem har duet til noget." Men hun bad saa vakkert
at de endelig skulde tage hende i Tjeneste. Ja, de
tog hende da ogsaa, og saa gav Troldkjærringen hende
et Sold og bad hende hente Vand i det. Hun syntes
nok det var urimeligt at hente Vand i et Sold; men hun
gik ligevel, og da hun kom til Brønden, sang Smaa-
fuglene:

"Klin i Ler,
stik i Straa!
Klin i Ler,
stik i Straa!"

   Ja det gjorde hun, og saa kunde hun bære Vand i Sol-
det noksaa godt; men da hun kom hjem med Vandet,
og Troldkjærringen fik se Soldet, sagde hun: "Det har
du ikke suget af dit eget Bryst!"
   Saa sagde Troldkjærringen, hun skulde gaa i Fjøset
og maake og melke; men da hun kom did, var der en
Skuffe saa stor og tung at hun ikke kunde raade med
den; kunde ikke løfte den engang. Hun vidste nu
slet ikke hvorledes hun skulde bære sig ad; men Fug-
lene sang, at hun skulde tage Limeskaftet og kaste ud
lidt, saa fløi alt det øvrige efter. Det gjorde hun, og
aldrig før var det gjort, saa var Fjøset saa rent som
om det baade kunde være maaket og sopt. Nu skulde
hun til at melke Kjørne; men de var saa urolige, de
baade sparkede og spændte, saa hun slet ikke kunde
komme til at melke dem. Men saa sang Fuglene
udenfor:


"Liden Streng,
liden Sup
til alle Smaafugle sprut!"

Ja, det gjorde hun, hun sprøitede en liden Streng af
Melken ud til Smaafuglene; saa stod alle Kjørne stille
og lod hende melke sig, og de hverken spændte eller
sparkede; de løftede ikke en Fod engang.
   Da Troldkjærringen saa, hun kom ind med Melken,
sagde hun: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst!
Men nu kan du tage den svarte Ulden og vaske hvid."
Dette vidste Jenten slet ikke hvorledes hun skulde blive
færdig med; for hun havde aldrig seet at nogen havde
kunnet vaske svart Uld hvid; men endda sagde hun
Ingenting; hun tog Ulden og gik ud til Brønden med.
Saa sang Smaafuglene, at hun skulde tage Ulden og
have den op i den store Bøtten som stod der, saa blev
den nok hvid.
   "Nei, nei!" sagde Troldkjærringen, da hun kom
ind med Ulden, "dig nytter det ikke at have, du kan
jo gjøre Alting; du kom til at ærgre Livet af mig til-
sidst, det er bedst du faar Reisepas."
   Saa satte Troldkjærringen frem tre Skrin, et rødt,
et grønt, og et blaat, og saa skulde hun faa Lov at
tage hvilket hun vilde af disse, og det skulde være
Lønnen hendes. Hun vidste ikke hvad for et hun skulde
tage, men Smaafuglene sang:


"Tag ikke det grønne,
tag ikke det røde;
men tag det blaa,
som vi har sat
tre Kors oppaa!"

Hun tog da det blaa, slig som Fuglene sang. "Tvi
vøre dig og da!" sagde Troldkjærringen, "det skal du
nok komme til at undgjælde."
   Da Manddatteren nu skulde reise, skjød Trold-
kjærringen en gloende Jernstang efter hende; men hun
sprang bagom Døren med det samme og gjemte sig, saa
den ikke traf hende; for Smaafuglene havde sagt hende
hvorledes hun skulde bære sig ad. Hun gik nu
saa fort hun kunde; men da hun kom bortover til
æbletræet, hørte hun det tog til at dure saa paa Veien;
det var Troldkjærringen og Datter hendes som kom
efter. Jenten blev saa ræd at hun ikke vidste hvor
hun skulde gjøre af sig.
   "Kom hid til mig du," sagde æbletræet, "saa skal
jeg hjælpe dig; gaa under Grenene mine og gjem dig,
for faar de fat paa dig, tager de Skrinet fra dig og
river dig ihjel."
   Ja, det gjorde hun; og ret som det var, saa kom
Troldkjærringen og Datteren.
   "Har du seet nogen Jente har gaaet her, du?"
sagde Troldkjærringen.
   "Aa ja," sagde æbletræet, "der sprang én her
forbi for en Stund siden; men hun er saa langt borte
at I naar hende aldrig igjen."
   Saa vendte Troldkjærringen om og reiste hjem
igjen.
   Jenten gik et Stykke frem; men da hun kom bort
til Bukken, hørte hun det tog paa at dure saa, at hun
ikke vidste hvor hun skulde gjøre af sig, saa ræd og
fælen blev hun; for hun kunde nok vide at det var
Troldkjærringen som havde betænkt sig igjen.
   "Kom hid til mig du, saa skal jeg hjælpe dig,"
sagde Bukken; "gjem dig under Ulden min, saa ser de
dig ikke; ellers tager de Skrinet fra dig og river dig
ihjel."
   Ret som det var, saa kom Troldkjærringen farende.
   "Har du seet nogen Jente har gaaet her, du?"
sagde hun til Bukken.
   "Aa ja," sagde Bukken, "jeg saa én for en Stund
siden, men hun sprang saa fort at du ikke tager
hende igjen."
   Saa vendte Troldkjærringen og reiste hjem.
   Da Jenten nu var kommen saa langt som til Koen,
hørte hun det tog til at dure saa paa Veien.
   "Kom hid til mig du," sagde Koen, "saa skal jeg
hjælpe dig; gjem dig under Juret mit; ellers kommer
Troldkjærringen og tager Skrinet fra dig og river
dig ihjel."
   Det varede ikke længe før hun kom. "Har du
seet nogen Jente har gaaet her, du?" sagde Troldkjær-
ringen til Koen.
   "Ja, jeg saa én for en Stund siden, men hun er
langt borte nu, for hun sprang saa fort; hende tager
du nok ikke igjen," sagde Koen. Troldkjærringen snudde
da og reiste hjem igjen.
   Da Jenten var kommen et langt, langt Stykke
frem, og hun ikke var langt fra Risgjærdet, hørte hun
det tog til at dure saa paa Veien, og hun blev baade
ræd og fælen; for hun kunde nok vide at det var
Troldkjærringen som havde snudd om igjen.
   "Kom hid til mig du, saa skal jeg hjælpe dig,"
sagde Risgjærdet; "kryb under Kvistene mine, saa de
ikke ser dig; ellers tager de Skrinet fra dig og river
dig ihjel." Ja, hun skyndte sig ind under Kvistene i
Risgjærdet.
   "Har du seet nogen Jente har gaaet her, du?"
sagde Troldkjærringen til Risgjærdet.
   "Nei, jeg har ikke seet nogen Jente," svarede Ris-
gjærdet, og var saa sint at det fraste af det, og saa
gjorde det sig saa stort at det ikke var at tænke paa
at komme over det; og der blev da ikke nogen anden
Raad for Troldkjærringen end at snu og reise hjem igjen.
   Da Manddatteren var kommen vel hjem, blev baade
Kjærringen og Datter hendes endda mere avindsyge
paa hende end de havde været før, for nu var hun
endda meget vakrere, og saa gild at det var en Lyst
at se hende. Hun fik ikke Lov at være inde hos dem;
men de jagede hende ud i Grisehuset, der skulde hun
holde til. Her vaskede hun nu pent og rent, og saa
lukkede hun op Skrinet, og vilde se hvad det var hun
havde faaet i Løn; og med det samme hun lukkede
det op, saa var der saa meget Guld og Sølv og saa
mange deilige Ting i det, at baade Vægge og Tag blev
hængende fulde med det, og det var meget finere i
Grisehuset end paa den gildeste Kongsgaard. Da Sted-
moderen og Datteren fik se dette, blev de rent ude af
sig, og begyndte at spørge hende, hvorledes Tjenesten
havde været. "Aa," sagde hun, "I kan nok vide det,
siden jeg har faaet saadan Løn; det var slige Folk og
slig en Kone at tjene hos, at der findes ikke Magen."
   Ja, saa vilde Kjærringdatteren endelig afsted og
tjene, forat hun ogsaa kunde faa sig et saadant Guld-
skrin. De satte sig da til at spinde igjen; men da
skulde Kjærringdatteren spinde Børster og Manddatteren
Hør, og den som det først røg af for, skulde i Brønden.
Det varede ikke længe for det røg af for Kjærring-
datteren, det kan en nok vide, og saa kastede de hende
i Brønden.
   Nu gik det lige ens; hun faldt til Bunds, men
slog sig ikke, og saa kom hun paa en deilig grøn
Eng. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til
Risgjærdet.
   "Træd ikke haardt paa mig du, saa skal jeg hjælpe
dig igjen," sagde det.
   "Aa, hvad bryr jeg mig om en Kvistehob," sagde
hun, og gjorde sig tung og traadte paa Risgjærdet saa
det knagede i det.
   Om lidt kom hun til Koen, som gik der melkesprængt.
   "Vær saa snil og melk mig du," sagde Koen,
"saa skal jeg hjælpe dig igjen; drik saa meget du vil,
men hæld Resten paa Klovene mine."
   Ja, det gjorde hun da: hun melkede Koen, og saa
drak hun saa længe hun orkede, men saa var der ikke
noget igjen at slaa paa Klovene; Kollen slængte hun
bort over Bakken og gik.
   Da hun havde gaaet et Stykke til, kom hun til
Bukken som gik og slæbte Ulden efter sig.
   "Aa, vær saa snil og klip mig du, saa skal jeg
tjene dig igjen jeg," sagde Bukken; "tag saa meget af
Ulden du vil, men vir Resten om Halsen min."
   Det gjorde hun, men hun lagde saa uvørent i Vei
at hun klippede store Huller i Skindet, og al Ulden
tog hun med sig.
   Om en liden Stund kom hun til æbletræet, som
stod ganske kroget og bar paa æblerne sine.
   Vær saa snil og pluk æblerne af mig du, saa
Grenene mine kan rette sig, for det leter saa paa at
staa saa kroget," sagde æbletræet; "men vær varsom,
saa at du ikke slaar mig fordærvet; spis saa meget du
vil, men læg Resten pent ind til Roden min, saa skal
jeg hjælpe dig igjen."
   Hun plukkede af de nærmeste, og slog ned dem
hun ikke kunde naa, med Stangen; men hun brydde
sig ikke om nogen Ting, og rev og slog ned store
Grene, og aad til hun ikke orkede mere, og saa kastede
hun Resten under Træet.
   Da hun havde gaaet et lidet Stykke, kom hun til
Gaarden hvor Troldkjærringen boede; der bad hun om
Tjeneste. Troldkjærringen sagde hun ingen Tjeneste-
jente vilde have, for enten duede de ikke til noget,
eller ogsaa var de altfor flinke, og bedrog hende for
det hun havde. Kjærringdatteren gav sig ikke endda
hun, men sagde at hun v i l d e have Tjeneste, og saa
sagde Troldkjærringen, at hun skulde tage hende, om
hun duede til noget.
   Det første hun fik at gjøre, det var at hente Vand
i Soldet. Ja, hun gik til Brønden og hældte Vand i
Soldet; men ligesaa fort som hun hældte i, randt det
ud igjen. Saa sang Fuglene:


"Klin i Ler,
stik i Straa!
Klin i Ler,
stik i Straa!"

   Men hun brydde sig ikke om Fuglesangen; hun
kastede Ler efter Fuglene, saa de fløi langt bort, og
saa maatte hun gaa hjem igjen med tomt Sold, og fik
Skrub af Troldkjærringen.
Saa skulde hun maake i Fjøset og melke Kjørne;
men det syntes hun at hun var altfor god til. Hun
gik da ind i Fjøset ligevel; men da hun kom did, kunde
hun nu slet ikke raade med Skuffen, saa stor var den.
Fuglene sagde det samme til hende som til Manddat-
teren, at hun skulde tage Limen og kaste ud lidt, saa
fløi alt det andre efter; men hun tog Limen og kastede
efter Fuglene. Da hun skulde til at melke, var Kjørne
saa urolige at de spændte og sparkede, og hver Gang
hun havde faaet lidt i Kollen, slog de den overende.
Fuglene sang:


"Liden Streng,
liden Sup
til alle Smaafugle sprut!"

   Men hun bankede og slog Kjørne, kastede og slængte
alt hun kunde overkomme, efter Fuglene, og bar sig
saa det var rent ulikt. Og hun fik da heller ikke
hverken maaket eller melket. Da hun saa kom ind, fik
hun baade Hugg og Skjænd af Troldkjærringen. Og saa
skulde hun vaske den svarte Ulden hvid; men det gik
det ikke bedre med.
   Dette syntes Troldkjærringen var for galt, og saa
satte hun frem tre Skrin, et rødt, et grønt, og et blaat,
og sagde, at hende havde hun ikke Brug for, for hun
duede ikke til noget, men til Løn skulde hun ligevel faa
Lov at tage hvilket Skrin hun vilde. Da sang Fuglene:


"Tag ikke det grønne,
tag ikke det røde;
men tag det blaa,
som vi har sat
tre Kors oppaa!"

   Hun brydde sig ikke om hvad Fuglene sang, men
tog det røde, som det glodde mest af. Saa gav hun
sig paa Veien og gik hjem, og hun fik da gaa i god
Ro og Mag; der var ingen som satte efter hende. Da
hun kom hjem, blev der stor Glæde paa Moderen, og
de gik strax ind i Storstuen og satte Skrinet der, for
de troede at der ikke var andet end Guld og Sølv i
det, og de tænkte at baade Vægge og Tag skulde blive
forgyldte; men da de aabnede Skrinet, saa væltede der
ud bare Ormer og Padder, og naar Kjærringdatteren
lukkede op Munden, saa var det lige ens: der væltede
ud baade Ormer og Padder og alt Utøi som tænkes
kunde, saa det tilsidst var Uraad at være i Hus med
hende. Det var den Løn h u n fik, fordi hun havde
tjent Troldkjærringen.



Norske Folke-eventyr I (1904)
« Enkesønnen Hanen og Hønen i Nøddeskogen » Movbook.gif

Norske Folke-eventyr I (1904).


Hentet fra «https://dikt.org/w/index.php?title=Manddatteren_og_Kjærringdatteren&oldid=54027»