Smeden som de ikke torde slippe ind i Helvede

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Engang i de Dage da vor Herre og St. Peder
gik og vandrede paa Jorden, kom de til en Smed. Han
havde gjort den Kontrakt med Fanden, at han skulde
høre ham til om syv Aar, imod at han den Tiden skulde
være Mester over alle Mestere i Smidekunst; og den
Kontrakten havde baade han og Fanden skrevet Navnet
sit under. Derfor havde han ogsaa sat med store Bog-
staver over Smidjedøren: "Her bor Mesteren over alle Mestere!"
   Da vor Herre kom og fik se det, gik han ind.
   "Hvem er du?" sagde han til Smeden.
   "Læs over Døren," svarede Smeden; "men kanske
du ikke kan læse Skrift, saa faar du vente til der
kommer en som kan hjælpe dig."
   Før vor Herre fik svaret ham, kom der en Mand
med en Hest, som han bad Smeden sko for sig.
   "Kunde ikke jeg faa Lov til at sko den?" sagde
vor Herre.
   "Du kan prøve," sagde Smeden; "galere kan du
nu ikke faa gjort det, end jeg kan faa det rigtigt igjen."
   Vor Herre gik da ud og tog det ene Ben af Hesten,
lagde det i Smidjeavlen og gjorde Skoen gloende; der-
paa hvæssede han Haker og Græv, neidde Sømmene,
og saa satte han Benet helt og holdent paa Hesten
igjen; da han var færdig med det, tog han af det andre
Forbenet og gjorde lige ens med det; og da han havde
sat paa igjen det ogsaa, tog han Bagbenene, først det
høire og saa det venstre, lagde dem i Avlen, gjorde
Skoene gloende, hvæssede Haker og Græv og neidde
Sømmene, og satte saa Benene paa Hesten igjen.
   Imens stod Smeden og saa paa ham. "Du er ikke
saa daarlig Smed endda du," sagde han.
   "Synes du det?" sagde vor Herre.
   Lidt efter kom Smedens Mor bort til Smidjen
og bad ham komme hjem og spise til Middag; hun var
meget gammel, fælt kroget i Ryggen og rynket i An-
sigtet, og kunde med Nød og Neppe gaa.
   "Læg nu Mærke til hvad du ser," sagde vor Herre;
han tog Konen, lagde hende i Smidjeavlen og smidde
en ung deilig Jomfru af hende.
   "Jeg siger som jeg har sagt jeg," sagde Smeden,
"du er slet ikke nogen daarlig Smed; der staar over
Døren min: Her bor Mesteren over alle Mestere, men
endda siger jeg rentud: En lærer saa længe en lever,"
og dermed gik han frem til Gaarden og spiste Middag.
   Da han vel var kommen tilbage til Smidjen igjen,
kom der en Mand ridende, som vilde have skoet Hesten
sin. "Det skal snart være gjort," sagde Smeden, "jeg
har netop nu lært en ny Maade at sko paa; den er
god at bruge naar Dagen er kort;" og saa begyndte
at han skjære og bryde saa længe til han fik af alle Heste-
benene; "for jeg ved ikke hvad det skal være til at
gaa og pusle med ett og ett," sagde han. Benene
lagde han i Smidjeavlen, slig som han havde seet vor
Herre gjorde, lagde dygtig Kul paa, og lod Smed-
drengene drage raskt i Bælgstangen; men saa gik det
som en kunde vente: Benene brændte op, og Smeden
maatte betale Hesten. Det syntes han ikke videre om;
men i det samme kom en gammel Fattigkjærring gaaende
forbi, og saa tænkte han: lykkes ikke det ene, saa lyk-
kes vel det andre, tog Kjærringen og lagde hende i
Avlen, og alt hun graat og bad for Livet, saa hjalp det
ikke; "du skjønner ikke dit eget Bedste, saa gammel
du er," sagde Smeden; "nu skal du blive til en ung Jom-
fru igjen i et øieblik, og endda skal jeg ikke tage saa
meget som en Skilling for Smidingen." Det gik da ikke
bedre med Kjærringen, Stakkar, end med Hestebenene.
   "Det var ilde gjort det," sagde vor Herre.
   "Aa, der er vel ikke mange som spør efter hende,"
svarede Smeden; "men det er en Skam af Fanden:
det er ikke mere end saa han holder hvad der staar
skrevet over Døren."
   "Ifald du nu kunde faa tre ønsker af mig," sagde
vor Herre, "hvad vilde du saa ønske dig?"
   "Prøv mig", svarede Smeden, "saa tør du faa
vide det."
   Vor Herre gav ham da de tre ønsker.
   "Saa vil jeg først og fremst ønske, at den jeg
beder klyve op i det Pæretræet som staar her ude ved
Smidjevæggen, maa blive siddende der, til jeg selv beder
ham komme ned igjen," sagde Smeden; "for det andet
vil jeg ønske, at den jeg beder sætte sig i Lænestolen
som staar der inde i Værkstedet, maa blive siddende i
den, til jeg selv beder ham staa op igjen; og endelig
vil jeg ønske, at den jeg beder krybe ind i den Staal-
traadpungen jeg har i Lommen min, maa blive der inde,
til jeg selv giver ham Lov til at krybe ud igjen."
   "Du ønskede som en daarlig Mand," sagde St.
Peder; "først og fremst burde du have ønsket dig Guds
Naade og Venskab."
   "Jeg torde ikke tage saa høit til jeg," sagde Smeden.
Derpaa sagde vor Herre og St. Peder Farvel og gik videre.
   Det led mens det skred, og da Tiden var omme,
kom Fanden, slig som det stod i Kontrakten, og skulde
hente Smeden.
   "Er du færdig nu?" sagde han, han stak Næsen
ind gjennem Smidjedøren.
   "Aa, jeg skulde saa nødvendig slaaet Hoved paa
den Spikeren først," svarede Smeden; "kryb du imens
op i Pæretræet og pluk dig en Pære at gnage paa, du
kan være baade tørst og sulten efter Veien."
   Fanden takkede for godt Tilbud og krøb op i
Træet.
   "Ja, naar jeg nu betænker alt vel," sagde Smeden,
"saa faar jeg slet ikke slaaet Hoved paa denne Spikeren
i de første fire Aar, for dette er Pokker til Jern saa
haardt; ned kan du ikke komme i den Tiden, men du
faar sidde og hvile dig saa længe."
   Fanden tiggede og bad saa tyndt som en Toskilling,
at han maatte faa Lov til at komme ned igjen, men
det hjalp ikke. Tilsidst maatte han da love, at han
ikke skulde komme igjen før de fire Aarene var omme,
som Smeden havde sagt.
   "Ja, saa kan du komme ned igjen," sagde Smeden.
   Da nu den Tid var ude, kom Fanden igjen for at
hente Smeden. "Nu er du vel færdig," sagde han,
"nu synes jeg du kunde have slaaet Hoved paa Spi-
keren."
   "Ja, Hoved har jeg nok faaet paa den," svarede
Smeden, "men ligevel kom du et lidet Grand for tidlig,
for Odden har jeg ikke hvæsset endnu; saa haardt Jern
har jeg heller aldrig smidd før. Mens jeg slaar Odd
paa Sømmet, kunde du sætte dig i Lænestolen min og
hvile dig, for du er vel træt, kan jeg tænke."
   "Tak, som byr," sagde Fanden og satte sig i
Lænestolen; men aldrig før var han kommet til Hvile,
saa sagde Smeden igjen, at naar han betænkte alt vel,
kunde han slet ikke faa hvæsset Odden før om fire Aar.
Fanden bad først vakkert om at slippe af Stolen, og
siden blev han sint og begyndte at true; men Smeden
undskyldte sig det bedste han kunde, og sagde at det
var Jernets Skyld, for det var saa Pokkers haardt, og
trøstede Fanden med, at han sad saa godt og magelig
i Lænestolen, og at om fire Aar skulde han slippe
akkurat paa Minuttet. Der var nu ingen anden Raad:
Fanden maatte love at han ikke skulde hente Smeden,
før de fire Aar var omme; og saa sagde Smeden: "Ja,
saa kan du reise dig igjen," og Fanden afsted det for-
teste han kunde.
   Om fire Aar kom Fanden igjen for at hente
Smeden.
   "Nu er du da færdig, ved jeg," sagde Fanden,
han stak Næsen ind gjennem Smidjedøren.
   "Fix og færdig," svarede Smeden, "nu kan vi
reise n a a r du vil. Men du", sagde han videre, "der
er en Ting jeg har staaet her længe og tænkt jeg
vilde spørge dig om: er det sandt, det de fortæller, at
Fanden kan gjøre sig saa liden han vil?"
   "Jagu' er det sandt," svarede Fanden.
   "Aa, saa kunde du gjerne gjøre mig den Tjeneste
at krybe ind i denne Staaltraadpungen og se efter om
den er hel i Bunden," sagde Smeden; "jeg er saa ræd
jeg skal miste Reisepengene mine."
   "Gjerne det," sagde Fanden; han gjorde sig liden,
og krøb ind i Pungen.
   Men aldrig før var Fanden kommen indi, saa luk-
kede Smeden igjen Pungen.
   "Jo, den er hel og tæt allesteds," sagde Fanden i
Pungen.
   "Ja, det er vel nok du siger det," svarede Sme-
den, "men det er bedre at være fore var end efter
snar; jeg vil ligesaa godt sveise Ledene lidt, bare for
Sikkerheds Skyld," og dermed lagde han Pungen i
Avlen og gjorde den gloende.
   "Au! au! er du galen? Ved du ikke j e g er inde
i Pungen da?" raabte Fanden.
   "Ja jeg kan ikke hjælpe dig," sagde Smeden, "de
siger for et gammelt Ord: En faar smide mens Jernet
er varmt," og saa tog han Storslæggen, lagde Pungen
paa Ambolten, og dundrede løs paa den alt han orkede.
   "Au, au, au!" skreg Fanden i Pungen; "kjære
vene! lad mig bare slippe ud, skal jeg aldrig komme
igjen mere."
   "Aa ja, nu tror jeg nok Ledene er taalelig svei-
sede," sagde Smeden; "saa kan du komme ud igjen da."
Dermed lukkede han op Pungen, og Fanden afsted, saa
fort at han ikke torde se sig tilbage engang.
   Men om nogen Tid faldt det Smeden ind, at han
nok havde baaret sig galt ad, da han gjorde sig Uven-
ner med Fanden; "for skulde jeg nu ikke komme ind
i Gudsrige," tænkte han, "torde det være Fare for at
jeg kan blive husvild, siden jeg har lagt mig ud med
ham som raar over Helvede." Han mente da, det var
bedst at forsøge at komme ind, enten i Helvede eller
Himmerige, ligesaa godt først som sidst, forat han kunde
vide hvordan han havde det, og saa tog han Slæggen
sin paa Nakken og gav sig paa Veien.
   Da han nu havde gaaet et godt Stykke, kom han
til Korsveien, hvor Veien til Himmerige deler sig fra
den som gaar til Helvede; der naaede han igjen en
Skræddersvend, som piltede afsted med Persejernet i
Haanden.
   "God Dag," sagde Smeden, "hvor skal du hen?"
   "Til Himmerige, om jeg kunde komme ind der,"
svarede Skrædderen; "end du?"
   "Aa, vi faar nok ikke langt Følge vi da," svarede
Smeden, "jeg har nu tænkt at prøve i Helvede først
jeg, for jeg har lidt Kjendskab til Fanden fra før."
   Saa sagde de Farvel og gik hver sin Vei; men
Smeden var en stærk røslig Mand og gik langt fortere
end Skrædderen, og saa varede det ikke længe før han
stod for Porten i Helvede. Han lod Vagten melde sig
og sige at der var én udenfor som gjerne vilde tale et
Ord med Fanden.
   "Gaa ud og spørg hvad det er for en," sagde
Fanden til Vagten, og det gjorde han.
   "Hils Fanden og sig at det er Smeden, som havde
den Pungen han ved nok," svarede Manden, "og bed
ham saa vakkert at jeg maa slippe ind strax, for først
har jeg smidd idag lige til Middag, og siden har jeg
gaaet lang Vei."
   Da Fanden fik den Besked, befalede han Vagten at
læse igjen alle ni Laasene paa Porten i Helvede, "og
sæt endda paa en Hængelaas til," sagde Fanden, "for
kommer han ind, gjør han Ugreie i hele Helvede."
   "Der er ingen Bergning at faa her da," sagde
Smeden ved sig selv, da han fornam at de stængte
Porten bedre til; "saa faar jeg vel prøve i Himmerige."
Og dermed gjorde han omkring og gik tilbage, til han
naaede Korsveien igjen; der tog han den Vei Skræd-
deren havde gaaet.
   Da han nu var sint for den lange Veien han havde
gaaet frem og tilbage til ingen Nytte, skrævede han paa
alt han orkede, og naaede Himmeriges Port med det
samme St. Peder gløttede lidt paa den, saa meget at
den tynde Skræddersvenden kunde slippe ind. Smeden
var endda en sex syv Steg fra Porten. Her er det
nok bedst at skynde sig, tænkte han, greb Slæggen og
kastede i Dørgløtten, med det samme Skrædderen smat
ind; men kom han ikke ind gjennem den Aabningen,
ved jeg ikke h v o r han er blit af.



Norske Folke-eventyr I (1904)
« Ræven som Gjæter Hanen og Hønen » Movbook.gif

Norske Folke-eventyr I (1904).


Hentet fra «https://dikt.org/w/index.php?title=Smeden_som_de_ikke_torde_slippe_ind_i_Helvede&oldid=54036»