Om Gutten som gik til Nordenvinden og krævede Melet igjen

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

   Der var engang en gammel Kone som havde en
Søn, og da hun var ussel og skrøbelig, saa skulde
Gutten, Søn hendes, gaa paa Stabburet for hende
efter Grødmel til Middags. Men da han steg ud paa
Stabburstrappen, saa kom Nordenvinden fygende, tog
Melet fra ham og fór op i Veiret med det. Gutten
gik paa Stabburet efter mere, men da han steg ud paa
Trappen, kom Nordenvinden fygende igjen og tog
Melet fra ham, og slig gik det ogsaa den tredje Gang.
Dette blev Gutten harm for, og han syntes det var
urimeligt, at Nordenvinden skulde fare saaledes frem, og
saa tænkte han, han fik lede ham op og kræve Melet
tilbage.
   Han lagde da afsted; men Veien var lang, og han
gik og han gik; endelig saa kom han da til Norden-
vinden.
   "God Dag," sagde Gutten, "og Tak for sidst."
   "God Dag," svarede Nordenvinden - han var
grov i Maalet - "og selv Tak for sidst. Hvad vil
du?" sagde han.
   "Aa," sagde Gutten, "jeg vil nok bede dig, om
du vil være saa god at lade mig faa igjen det Melet
du tog fra mig paa Stabburstrappen; for lidet har vi,
og naar du skal fare slig og tage det Grandet vi har,
saa blir det ikke andet end Sveltihjel."
   "Jeg har ikke noget Mel," sagde Nordenvinden;
"men siden du er saa nødig, skal du faa en Dug, som
skaffer dig alt hvad du kan ønske, naar du bare siger:
Dug, bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige
Retter!"
   Det var Gutten vel nøid med. Men da Veien var
saa lang at han ikke kunde naa hjem om Dagen, gik
han ind til en Gjæstgiver paa Veien, og da de som var
der, skulde til at æde til Kvelds, lagde han Dugen paa
et Bord som stod i Krogen, og sagde: "Dug, bred
dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter!"
Aldrig før havde han sagt det, saa gjorde Dugen det,
og alle syntes det var en herlig Ting; men ingen likte
den bedre end Gjæstgiverkonen. Det var ikke stort
Bry med Steging og Koging, med Duging og Dækking,
med Henting og Fremsætting paa det Bordet, tænkte
hun. Da det derfor led ud paa Natten, saa alle sov,
tog hun Guttens Dug og lagde en anden i Steden, som
var akkurat ligedan som den han havde faaet af Norden-
vinden, men som ikke kunde dække op med Havre-
lefse engang.
   Da Gutten vaagnede, tog han Dugen sin og gik
afsted med, og den Dagen kom han hjem til Moderen.
   "Nu," sagde han, "har jeg været hos Nordenvinden;
det var en skikkelig Mand, for han gav mig denne
Dugen, og naar jeg bare siger til den: Dug, bred dig
ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter! saa
faar jeg al den Mad jeg kan ønske mig."
   "Ja, det ved jeg visst," sagde Moderen, "men jeg
tror det ikke, før jeg ser det."
   Gutten skyndte sig, satte frem et Bord, lagde
Dugen paa det, og sagde: "Dug, bred dig ud og dæk
op med alle Slags kostelige Retter!" men Dugen dæk-
kede ikke op med en Bete Fladbrød engang.
   "Der blir ikke anden Raad end jeg faar gaa til
Nordenvinden igjen da," sagde Gutten, og lagde afsted.
Ud paa Eftermiddagen kom han did, hvor Norden-
vinden boede.
   "God Kveld," sagde Gutten.
   "God Kveld," sagde Nordenvinden.
   "Jeg vil nok have Ret for Melet du tog fra mig,"
sagde Gutten; "for den Dugen jeg fik, dudde ikke
meget."
   "Jeg har ikke noget Mel," sagde Nordenvinden,
"men der har du en Buk, som gjør Gulddukater, bare
du siger: Min Buk, gjør Penge!"
   Den syntes Gutten godt om; men da det var saa
langt hjem at han ikke kunde række did den Dag,
saa tog han Nattekvarter hos Gjæstgiveren igjen. Før
han forlangte noget, prøvede han Bukken, for han
vilde se om det ogsaa var sandt, hvad Nordenvinden
havde sagt, og det var rigtigt nok; men da Gjæst-
giveren saa dette, syntes han det var en gild Buk, og
da Gutten vel var faldt i Søvn, saa tog han en anden,
som nok ikke gjorde Gulddukater, og satte i Steden.
   Morgenen efter gik Gutten afsted, og da han
kom hjem til sin Mor, sagde han: "Nordenvinden er
en snil Mand alligevel; nu gav han mig en Buk, som
kan gjøre Gulddukater, bare jeg siger: Min Buk, gjør
Penge!"
   "Det ved jeg visst," sagde Moderen, "det er ikke
andet end Snak, og jeg tror det ikke, før jeg ser det."
   "Min Buk, gjør Penge!" sagde Gutten; men det
blev ikke Penge, det Bukken gjorde.
   Han gik da igjen til Nordenvinden, og sagde at
Bukken ikke dudde noget, og at han vilde have Ret
for Melet.
   "Ja, nu har jeg ikke noget andet at give dig,"
sagde Nordenvinden, "end den gamle Kjæppen som staar
borti Krogen; men den er slig, at naar du siger:
Min Kjæp, slaa paa! saa slaar den, lige til du siger:
Min Kjæp, stat still!"
   Da Veien var lang, saa gik Gutten ogsaa den
Kvelden ind til Gjæstgiveren; men da han kunde skjønne
hvorledes det var gaaet med Dugen og Bukken, saa
lagde han sig strax til at snorke paa Bænken, og lod
som han sov. Gjæstgiveren, som ogsaa kunde skjønne
at Kjæppen dudde til noget, ledte op en som lignede
den, og vilde sætte den i Steden, da han hørte at
Gutten snorkede; men i det samme Gjæstgiveren skulde
tage Stokken, raabte Gutten: "Min Kjæp, slaa paa!"
og Kjæppen til at dænge Gjæstgiveren, saa han hoppede
baade over Borde og Bænke, og raabte og skreg: "Aa,
Herregud! aa, Herregud! lad Kjæppen være rolig,
ellers slaar den mig ihjel; du skal faa igjen baade
Dugen og Bukken." Da Gutten syntes Gjæstgiveren
havde faaet nok, sagde han: Min Kjæp, stat still!"
tog Dugen og stak i Lommen, og Kjæppen i Haanden,
bandt en Snor om Hornene paa Bukken, og gik hjem
med alt. Det var god Ret for Melet!



Norske Folke-eventyr I (1904)
« Askeladden som kapaad med Troldet Jomfru Maria som Gudmor » Movbook.gif

Norske Folke-eventyr I (1904).


Hentet fra «https://dikt.org/w/index.php?title=Om_Gutten_som_gik_til_Nordenvinden_og_krævede_Melet_igjen&oldid=54008»