De tre Prinsesser i Hvidtenland

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

   Der var engang en Fisker, som boede tæt ved
Slottet og fiskede til Kongens Bord. En Dag han var
ude at fiske, fik han Ingenting; han kunde bære sig
ad som han vilde, agne og fiske, og fiske og agne, saa
hang der ikke et Ben paa Krogen; men da det led langt
paa Dagen, dukkede et Hoved op af Vandet og sagde:
"Faar jeg det som Konen din bærer under Beltet,
skal du faa Fisk nok." Manden svarede strax ja, for
han vidste ikke af at hun var med Barn. Siden
fik han da Fisk om Dagen kan hænde, og det saa
meget han vilde have. Men da han kom hjem om
Aftenen og fortalte hvorledes han havde faaet al Fisken,
begyndte Konen at graate og bære sig, og bad Gud
trøste sig for det Løfte Manden havde gjort; for
hun bar et Barn under Beltet, sagde hun. Det
spurgtes snart oppe paa Slottet, at Konen var saa
bedrøvet, og da Kongen fik høre det, lovede han,
at han vilde tage Barnet til sig og se til at frelse
det. Det led med det skred, og da Tiden var omme,
fødte Konen et Guttebarn; det tog da Kongen til sig
og opdrog det som sin egen Søn, lige til Gutten var
voxen.
   Da bad Gutten en Dag, at han maatte faa Lov
at følge sin Far ud og fiske; han havde saadan inder-
lig Lyst til det, sagde han. Kongen vilde nødig til-
lade det, men til Slut fik Gutten Lov; han blev med
Faderen, og det gik godt og vel nok hele Dagen, lige
til de kom til Lands om Aftenen. Da havde Sønnen
glemt efter sig Lommetørklædet sit, det vilde han
springe ud i Baaden efter. Men med det samme han
kom udi, begyndte Baaden at gaa med ham, saa det
fossede om den, og alt Gutten holdt imod med Aarerne,
saa hjalp det ikke; det gik og det gik hele Natten, og
endelig kom han langt, langt bort til en hvid Strand.
Der gik han i Land, og da han havde gaaet et Stykke
frem, mødte han en gammel Mand med et hvidt sidt
Skjæg.
   "Hvad heder det her?" sagde Gutten.
   "H v i d t e n l a n d," svarede Manden, og saa bad
han Gutten sige ham, hvor han var fra og hvad han
vilde, og det fortalte Gutten ham.
   "Ja," sagde Manden, "naar du nu gaar frem langs
med Stranden her, saa kommer du til tre Kongsdøtre,
som staar i Jorden, saa bare Hovedet er oppe. Saa
raaber den første - det er den ældste - og beder
dig saa vakkert komme til sig og hjælpe sig, og det
gjør den andre ogsaa; men ingen af dem skal du gaa
bort til; skynd dig bare fra dem, som du aldrig hørte
eller saa dem. Men den tredje skal du gaa bort til, og
gjøre det hun beder dig om; det blir din Lykke det."
   Da Gutten kom til den første af Prinsesserne,
raabte hun til ham og bad ham saa inderlig vakkert
at han skulde komme hen til hende; men han gik som
han aldrig saa hende; lige ens gik han forbi den andre;
men den tredje gik han bort til.
   "Vil du gjøre det jeg siger dig, skal du faa hvem
af os tre du vil," sagde Prinsessen.
   Ja, det vilde han gjerne; og saa fortalte hun, at
tre Trold havde sat dem alle tre ned i Jorden der;
men før havde de boet paa det Slottet han kunde se
borte i Skogen. "Nu skal du gaa ind i Slottet og lade
Troldene piske dig en Nat for hver af os," sagde hun;
"orker du taale det, saa frelser du os."
   Ja, svarede Gutten, det skulde han nok prøve.
   "Naar du gaar ind," sagde Prinsessen igjen,
"staar der to Løver i Porten, men bare du gaar midt
imellem dem, saa gjør de dig ikke noget. Gaa saa
bent frem ind i et mørkt lidet Værelse; der skal du
lægge dig. Saa kommer Troldet og slaar dig; men
saa skal du tage Flasken som hænger paa Væggen,
og smøre dig der han har slaaet dig, saa er du lige
god igjen. Grib saa Sværdet som hænger ved Siden af
Flasken, og hug Troldet ihjel."
   Ja, han gjorde som Prinsessen sagde, han gik
midt imellem Løverne, som han ikke saa dem, og lige
ind i det lille Kammeret, og der lagde han sig.
   Første Natten kom der et Trold med tre Hoveder
og tre Ris og piskede Gutten syndig; men han holdt
ud, til Troldet var færdig, saa tog han Flasken og
smurte sig, og saa greb han Sværdet og hug ihjel
Troldet. Da han saa kom ud om Morgenen, stod
Prinsesserne over Jorden til Beltet. Den anden Nat
gik det lige ens; men det Troldet som da kom, havde
sex Hoveder og sex Ris, og det piskede ham endda
værre end det forrige; men da han kom ud om Morge-
nen, stod Prinsesserne over Jorden til Smallæggen.
Tredje Natten kom der et Trold som havde ni Hoveder
og ni Ris, og slog og piskede Gutten saa længe at
han tilsidst daanede; saa tog Troldet ham og kastede
ham mod Væggen, og derved faldt Krukken ned, saa
det skvat udover ham, og saa blev han lige god igjen.
Da var han ikke sen; han greb Sværdet og hug ihjel
Troldet, og da han den Morgen kom ud af Slottet,
stod Prinsesserne helt ovenpaa Jorden. Saa tog han
den yngste af dem til Dronning og levede godt og vel
med hende i lang Tid.
   Men endelig fik han Lyst til at reise hjem lidt og se
til sine Forældre. Det var hans Dronning ikke meget
for; men da han længtes saa meget og endelig maatte
og skulde afsted, sagde hun til ham: "Ett skal du love
mig, at du gjør det som din Far beder dig, men
ikke det som din Mor beder dig," og det lovede han.
Saa gav hun ham en Ring, som var slig at den som
havde den paa, kunde ønske to Ting, hvad han vilde.
Han ønskede sig da hjem, og Forældrene kunde ikke
undre sig nok over hvor staselig og gild han var.
   Da han havde været hjemme nogle Dage, vilde
Moderen han skulde gaa op til Slottet og vise Kongen
hvilken Mand der nu var blit af ham. Faderen
sagde: "Nei, det bør han ikke gjøre, for saa kan vi
ikke have nogen Glæde af ham den Stunden." Men
det hjalp ikke, Moderen tiggede og bad ham saa længe
til han gik.
   Da han kom derop, var han gildere baade i
Klæder og Alting end den andre Kongen. Det likte
denne Kongen nu ikke rigtig, og saa sagde han: "Ja,
men nu kan du se hvordan m i n Dronning er; jeg kan
ikke faa se din jeg. Jeg tror ikke d u har saa deilig
Dronning."
   "Giv hun bare stod her, skulde du faa se det!"
sagde den unge Konge, og strax saa stod hun der.
   Men hun var meget bedrøvet og sagde til ham:
"Hvorfor lød du ikke mig, og hørte efter hvad din
Far sagde dig? Nu maa jeg strax hjem igjen jeg, og
du har brugt begge ønskerne dine." Dermed knyttede
hun en Ring i Haaret paa ham, som Navnet hendes
stod paa, og ønskede sig saa hjem.
   Da blev den unge Kongen rent sorggiven, og
gik Dag ud og Dag ind og tænkte bare paa hvorledes
han skulde komme tilbage til Dronningen sin. Jeg faar
se, om jeg ikke nogensteds kan faa spurgt hvor Hvidten-
land er, tænkte han, og reiste saa ud i Verden. Da
han havde gaaet en Stund, kom han til et Berg; der
mødte han en som var Herre over alle Dyrene i Skogen
- for de kom, naar han blaaste i et Horn han havde
- og saa spurgte Kongen efter Hvidtenland.
   "Ja, jeg ved det ikke," svarede han; "men jeg skal
spørge Dyrene mine." Saa blaaste han dem ind, og
spurgte om nogen af dem vidste hvor Hvidtenland laa;
men der var ingen som vidste det.
   Saa gav Manden ham et Par Ski. "Naar du
staar paa disse," sagde han, "kommer du til Bror min,
som bor hundrede Mil herifra; han er Herre over alle
Fuglene i Luften; spørg ham! Naar du er kommen
frem, saa snur du bare Skiene, slig at Odden vender
hid, saa gaar de hjem af sig selv."
   Da Kongen kom did, vendte han Skiene, saaledes
som Herren over Dyrene havde sagt, og saa gik de
tilbage.
   Han spurgte igjen efter Hvidtenland, og Manden
blaaste ind alle Fuglene, og spurgte om nogen af dem
vidste hvor Hvidtenland laa? Nei, ingen vidste det.
Længe efter de andre kom ogsaa en gammel ørn;
hun havde været borte i ti runde Aar; men hun vidste
det ikke heller.
   "Ja, ja," sagde Manden, "saa skal du faa laant et
Par Ski af mig; naar du staar paa dem, saa kommer
du til min Bror, som bor hundrede Mil herifra; han
er Herre over alle Fiskene i Havet; du faar spørge
ham. Men glem ikke at vende Skiene!"
   Kongen takkede, steg paa Skiene, og da han var
kommen til ham som var Herre over Fiskene i Havet,
vendte han dem, og saa gik de tilbage, ligesom de for-
rige. Saa spurgte han efter Hvidtenland igjen.
   Manden blaaste da ind Fiskene; men ingen vidste
noget. Endelig kom en gammel, gammel Gjedde, som
han havde stor Møie med at faa blaast ind. Da
han spurgte hende, sagde hun: "Jo, der er jeg vel
kjendt; for nu har jeg været Kokke der i ti Aar.
Imorgen skal jeg did igjen; for da skal den Dron-
ningen som Kongen blev borte for, have Bryllup med
en anden."
   "Siden det er saa, skal jeg sige dig en Raad,"
sagde Manden. "Her borte paa en Myr staar tre Brø-
dre, som har staaet der i hundrede Aar, og slaas om en
Hat, en Kappe, og et Par Støvler; naar en har de tre
Tingene, kan han gjøre sig usynlig og ønske sig saa langt
han vil. Du kan sige til dem, at du vil prøve Tingene
og siden afsige Dom imellem dem."
   Ja, Kongen takkede for sig, gik og gjorde saa.
"Hvad er det I staar her og slaas evig og evindelig
om?" sagde han til Brødrene; "lad mig prøve Tingene,
skal jeg dømme mellem jer." Det vilde de gjerne; men
da han havde faaet Hatten, Kappen, og Støvlerne, sagde
han: "Naar vi træffes næste Gang, skal I faa høre
Dommen," og dermed ønskede han sig afsted.
   Mens han fór i Luften, kom han i Følge med
Nordenvinden.
   "Hvor skal du hen?" sagde Nordenvinden.
   "Til Hvidtenland," sagde Kongen, og dermed for-
talte han hvad der var hændt ham.
   "Ja," sagde Nordenvinden, "du farer vel lidt fortere
du; jeg skal nu ind hver Krog og guste og blaase jeg.
Men naar du kommer frem, saa stil dig paa Trappen,
ved Siden af Døren, saa skal jeg komme susende, som
jeg vilde blaase ned hele Slottet. Naar da Prinsen
som skal have Dronningen din, kommer ud og skal se
hvad der er paa Færde, saa tager du ham i Nakken og
kaster ham ud, siden skal nok jeg prøve at faa ham af
Gaarde."
   Ja, som Nordenvinden havde sagt, gjorde Kongen;
han stillede sig paa Trappen, og da Nordenvinden kom
susende og brusende og tog et Tag i Væggen paa
Slottet, saa det ristede, gik Prinsen ud, for at se hvad
der var paa Færde; men med det samme han kom, tog
Kongen ham i Nakken og kastede ham ud, og saa tog
Nordenvinden ham og reiste med ham. Da han var
blit af med ham, gik Kongen ind i Slottet. Først
kjendte ikke Dronningen ham, fordi han var blit saa
mager og bleg, ved det han havde vandret saa længe
og været saa sorgfuld; men da han viste hende Ringen,
blev hun hjertens glad, og saa blev det rette Bryllup
holdt, saa det spurgtes baade vidt og bredt.



Norske Folke-eventyr I (1904)
« Jomfru Maria som Gudmor Somme Kjærringer er slige » Movbook.gif

Norske Folke-eventyr I (1904).


Hentet fra «https://dikt.org/w/index.php?title=De_tre_Prinsesser_i_Hvidtenland&oldid=54012»