Fugl Dam

   Der var engang en Konge som havde tolv Døtre,
og dem holdt han saa meget af, at de altid maatte være
hos ham; men hver Middag, naar Kongen sov, gik
Prinsesserne ud og spadserte. Engang da Kongen tog
sig sin Middagslur, og Prinsesserne var ude, blev de
borte med det samme, og kom ikke igjen. Da blev
der stor Sorg over hele Landet; men Kongen var den
som var mest sorggiven af alle. Han lod gaa Bud ud
baade i sit Rige og i fremmede, og lyse efter dem ved
alle Kirker og ringe efter dem med alle Klokker over
hele Landet; men Kongsdøtrene var og blev borte, og
ingen vidste hvor det var blit af dem; saa kunde de
vide, at de maatte være tagne i Berg.
   Det varede ikke længe førend dette spurgtes vidt
og bredt baade i By og Bygd, ja over mange Bygder
og fremmede Lande, og saa kom Rygtet om det ogsaa
til en Konge langt bort i Landene, som havde tolv
Sønner. Da d e fik høre om de tolv Kongsdøtrene, bad
de Faderen om Lov til at reise ud og lede efter dem.
Han vilde nødig give dem Lov til at reise; han var
   ræd for, han aldrig skulde faa se dem igjen; men de
gjorde Knæfald for Kongen og bad saa længe, saa han
tilsidst maatte lade dem reise ligevel. Han rustede et
Skib til dem og satte Ridder Rød til Styrmand, for
han var vel kjendt paa Vandet.
   De seilede omkring i lange Tider, og var oppe i
alle Lande de kom til, og ledte og spurgte efter Prin-
sesserne; men de fik hverken hørt eller spurgt dem.
Nu var der bare nogle Dage igjen, saa havde de seilet
i syv Aar; da blev der en Dag en stærk Storm og
sligt et Veir, at de troede de aldrig skulde komme til
Land mere, og alle maatte de arbeide, saa de ikke fik
Søvn paa sine øine, saalænge Uveiret varede. Men da
det led paa den tredje Dag, lagde Vinden sig, og med
ett blev det blikstille. Alle var de nu saa trætte af
Arbeidet og det haarde Veir, at de søvnede strax; men
den yngste Kongssønnen havde ingen Ro og kunde slet
ikke sove.
   Mens han nu gik frem og tilbage paa Dækket,
kom Skibet til en liden ø, og paa øen løb en liden
Hund og gjøede og knistrede mod Skibet, ligesom
den vilde ud paa det. Kongssønnen gik paa Dækket
og lokkede og lokkede og blystrede til Hunden; des
mere gjøede og knistrede den. Han syntes, at det var
Synd den skulde gaa der og omkomme; han troede,
at den kunde være kommen fra et Skib som var for-
list i Stormen; han syntes ikke han kunde hjælpe den
heller, for han troede ikke han var istand til at sætte
ud Baaden alene, og de andre sov saa godt, at han
ikke vilde vække dem for en Hunds Skyld. Men Veiret
var blankt og stille; saa tænkte han: du faar ligevel i
Land og frelse Hunden; saa prøvede han at sætte ud
Baaden, og det gik lettere end han havde troet. Han
roede i Land, og gik op til Hunden, men hver Gang
han greb efter den, sprang Hunden til Side, og slig
holdt det ved, til han var kommen ind i et stort gildt
Slot, før han vidste Ordet af det. Der gjorde Hunden
sig om til en deilig Prinsesse, og i Bænken sad der
en Mand saa stor og styg at Kongssønnen blev rent
fælen.
   "Du har ikke Bo at blive ræd," sagde Manden -
endda ræddere blev Kongssønnen, da han hørte Maalet
hans - "for jeg ved vel, hvad det er du vil: der er
tolv Prinser af jer, og I leder efter de tolv Prinsesserne
som blev borte. Jeg ved nok hvor de er henne; de
er hos Husbonden min; der sidder de paa hver sin
Guldstol og lysker ham, for han har tolv Hoveder. Nu
har I seilet i syv Aar, men I kommer til at seile i syv
Aar til, før I finder dem. Du kunde gjerne blive her
du," sagde han, "og faa Datter min; men først maa du
slaa ham ihjel; for han er en streng Herre mod os,
som vi er leie allesammen, og naar han er død, blir jeg
Konge i hans Sted. Men prøv nu, om du kan svinge
Sværdet," sagde Troldet.
   Kongssønnen tog fat i et gammelt rustent Sværd,
som hang paa Væggen, men han kunde knapt rugge det.
   "Saa faar du tage dig en Slurk af denne Flasken,"
sagde Troldet.
   Da han havde gjort det, kunde han rugge det, og
da han havde taget én til, kunde han løfte det, og da
han havde taget endda én, kunde han svinge Sværdet
saa let som en Bagstefløi.
   "Naar du nu kommer ombord," sagde Troldprinsen,
"saa maa du gjemme Sværdet vel i Køien din, saa at
Ridder Rød ikke faar se det; han er vel ikke god for
at svinge det, men han vil endda blive hadsk paa dig
og staa dig efter Livet. Naar saa syv Aar er omme
paa tre Dage nær," sagde han videre, "saa gaar det
lige ens som nu: der kommer et stærkt Veir over jer
med Storm, og naar det er forbi, blir I søvnige alle-
sammen; da maa du tage Sværdet og ro i Land, saa
kommer du til et Slot, og der staar alle Slags Vagter,
baade Ulve og Bjørne og Løver; men du skal ikke
være ræd for dem; for de falder dig til Fode allesammen.
Men naar du kommer ind paa Slottet, saa ser du han
sidder i et prægtigt Kammer, gild og tilstaset; men
tolv Hoveder har han, og Prinsesserne sidder paa hver
sin Guldstol og lysker hver sit Hoved. Og det Arbeidet
kan du nok vide de ikke synes om. Saa maa du skynde
dig at hugge af det ene Hovedet efter det andre; vaagner
han og faar se dig, saa sluger han dig levende."
   Kongssønnen gik ombord med Sværdet, og det han
havde faaet vide, kom han vel i Hu. De øvrige laa og
sov endda, og han gjemte Sværdet i Køien sin, saa at
hverken Ridder Rød eller nogen af de andre fik se det.
Nu tog det til at blaase igjen, og han vækkede da de
andre, og sagde at han syntes det ikke gik an at de
skulde sove længer, nu da det var saadan en god Vind.
Der var ingen som mærkede at han havde været
borte.
   Da nu de syv Aar var forbi paa tre Dage nær,
saa gik det, som Troldet havde sagt. Der kom et stærkt
Uveir og Storm, som varede i tre Dage, og da det var
forbi, blev de alle søvnige efter Arbeidet og lagde sig;
men den yngste Kongssønnen roede i Land, og Vagterne
faldt ham til Fode, og saaledes kom han til Slottet. Da han
kom ind i Kammeret, sad Stortroldet og sov, som Trold-
prinsen havde sagt, og de tolv Prinsesserne sad hver
paa sin Stol og lyskede hver sit Hoved. Kongssønnen
vinkede til Prinsesserne, at de skulde flytte sig af Veien;
de pegte paa Troldet, og vinkede til ham at han skulde
gaa sin Vei og have sig bort; men han holdt ved at
gjøre Miner til dem at de skulde flytte sig unda, og
saa skjønte de at han vilde frelse dem, og flyttede sig
sagte bort, den ene efter den andre, og lige saa fort
huggede han Hovederne af Troldkongen, saa at Blodet
tilsidst flømmede som en stor Bæk.
   Da Troldet var dræbt, roede han ombord igjen og
gjemte Sværdet; han syntes nu at han havde gjort nok,
og da han ikke kunde raade med at faa Liget bort,
saa vilde han at de øvrige ogsaa skulde hjælpe lidt til.
Derfor vækkede han dem, og sagde at det var Skam
de skulde ligge og sove, mens han havde fundet Kongs-
døtrene og frelst dem fra Troldet. De andre lo af
ham og sagde at han havde nok sovet lige saa godt
som de, og vel saa det, og drømt at han var slig en
Kar; dersom nogen skulde frelst Prinsesserne, da var
det rimeligere at en af dem havde gjort det. Men den
yngste Kongssønnen sagde hvorledes alt var tilgaaet,
og da de fulgte med i Land, og de først fik se Blod-
bækken, og saa Slottet og Troldet, og de tolv Hoveder,
og Prinsesserne, da saa de han havde sagt sandt,
og nu hjalp de til med at kaste Hovederne og Kroppen
i Sjøen. Alle var de nu glade; men ingen var gladere
end Kongsdøtrene, som slap at sidde og lyske Troldet
hele Dagen. Af alt det Guld og Sølv og de kostbare
Ting som var der, tog de med sig saa meget som Skibet
kunde bære, og saa gik de ombord allesammen, baade
Prinserne og Prinsesserne.
   Men da de var komne et Stykke ud paa Sjøen,
sagde Kongsdøtrene, at i Glæden havde de glemt Guld-
kronerne sine; de laa i et Skab, og dem vilde de gjerne
have med. Da ingen af de andre vilde hente dem,
sagde den yngste Kongssøn: "Aa ja, jeg har nu vovet
saa meget før, saa jeg vel kan reise efter Guldkronerne
ogsaa, naar I vil tage ned Seilene og vente til jeg
kommer igjen." Ja, det skulde de. Men da han var
kommen saa langt bort, at de ikke saa mere til ham,
sagde Ridder Rød, som gjerne selv vilde være den for-
nemste og have den yngste Kongsdatteren, at det kunde
ikke nytte at ligge stille og bie paa ham, for det kunde
de nok vide, at han aldrig kom igjen; de vidste, sagde
han, at Kongen havde givet ham - Ridder Rød - Magt
og Myndighed, saa han seilede naar han vilde, og de
skulde sige at h a n havde frelst Prinsesserne, og var
der nogen som sagde andet, skulde han miste Livet.
Prinserne torde derfor ikke gjøre andet end som Ridder
Rød vilde, og saa seilede de afsted.
   Imens roede den yngste Kongssønnen i Land, gik op
i Slottet, fandt Skabet med Guldkronerne i, og trælede
og drog paa det, til han fik det ned i Baaden; men da
han kom der hvor han kunde se Skibet, var det borte.
Da han nu slet ikke saa det paa nogen Kant, saa kunde
han nok skjønne hvorledes det var gaaet til; at ro efter
kunde nu ikke nytte, og han maatte derfor vende om
og ro til Lands igjen. Han var nok ræd for at være
alene Natten over i Slottet; men der var ikke andet
Hus at faa, og saa skjød han Hjertet op i Livet, læste
alle Døre og Porte i Laas, og lagde sig i et Værelse
hvor der stod en opredd Seng. Men ræd var han, og
ræddere blev han, da han havde ligget en Stund, og
det tog til at knage og brage i Vægge og Tag, som
om hele Slottet skulde revne. Med ett duskede der
ned ved Siden af Sengen som et Hølæs. Saa blev det
stilt igjen; men han hørte en Røst, som bad ham ikke
være ræd, og sagde:
   "Jeg er Fugl Dam,
   "og jeg skal hjælpe dig fram.
Men det første du vaagner i Morgen, maa du gaa paa
Stabburet efter fire Tønder Rug til mig, det maa jeg
have til Livs til Dugur; ellers kan jeg ikke gjøre
noget."
   Da han vaagnede, fik han se en urimelig stor Fugl,
som havde en Fjær i Nakken, saa tyk som en halvvoxen
Bjælkegran. Kongssønnen gik nu paa Stabburet efter
fire Tønder Rug til Fugl Dam, og da han havde sat
dem til Livs, bad han Kongssønnen at han skulde hænge
Skabet med Guldkronerne paa den ene Side af Halsen
paa den, og tage saa meget Guld og Sølv som kunde
veie ligt imod, og hænge paa den andre Siden, og saa
bad den ham sætte sig selv op paa Ryggen og holde
sig vel fast i Nakkefjæren.
   Saa gik det da afsted, saa det suste gjennem Luften,
og det varede ikke længe før de fór forbi Skibet.
Kongssønnen vilde været ombord efter Sværdet, fordi
han var ræd for at nogen skulde faa se det, og det
havde Troldet sagt ikke maatte ske; men Fugl Dam
sagde at det fik være med det nu. "Ridder Rød faar
vel ikke se det," sagde Fuglen; "men kommer du om-
bord, saa staar han dig efter Livet, for han vil gjerne
have den yngste Prinsessen; men hende kan du være
tryg for, hun lægger et nøgent Sværd fremmenfor sig
i Sengen hver Nat."
   Langt om længe kom de til Troldprinsen, og der
blev Kongssønnen saa vel modtagen, at der ikke var
Maade paa det. Troldprinsen vidste ikke alt det gode
han vilde gjøre ham, fordi han havde slaaet ihjel hans
Husbond og gjort ham til Konge; han havde gjerne
givet ham sin Datter og det halve Land og Rige. Men
han havde nu faaet saadan Godhed for den yngste af de
tolv Kongsdøtrene, at han aldrig havde Ro, men vilde
endelig afsted den ene Gang efter den anden. Troldet
bad ham være rolig endda en Stund, og sagde at de
havde næsten syv Aar at seile, førend de kom hjem.
Om Prinsessen sagde Troldet det samme som Fugl
Dam: "For hende kan du nok være tryg; hun lægger
et nøgent Sværd fremmenfor sig i Sengen. Og tror
du mig ikke," sagde Troldet, "saa kan du gaa ombord
naar de seiler fremom her, og selv se efter og hente
Sværdet; det maa jeg saa have igjen alligevel."
Da de seilede forbi, havde det igjen været Uveir,
og da Kongssønnen kom ombord, sov de allesammen,
og hver af Prinsesserne laa med sin Prins; men den
yngste laa alene med et nøgent Sværd fremmenfor sig
i Sengen, og paa Gulvet foran Sengen laa Ridder Rød.
Kongssønnen tog Sværdet og roede i Land igjen,
uden at nogen af dem mærkede at han havde været
ombord.
   Men endda var ikke Kongssønnen rolig, og han
vilde ofte afsted, og da det endelig led mod Enden af
de syv Aar, og der bare var som en tre Uger igjen,
sagde Troldkongen: "Nu kan du gjøre dig istand til
at reise, siden du ikke vil blive hos os; du skal faa
laant Jernbaaden min, som gaar af sig selv, bare du
siger: "Baad, gaa frem!" I Baaden er der en Jern-
klubbe, og den Jernklubben skal du lette paa, naar du
faar se Skibet lige foran dig, saa faar de slig Bør at
de glemmer at se efter dig; naar du kommer ved Siden
af Skibet, skal du lette paa Jernklubben igjen, saa blir
det en slig Storm at de nok faar andet at gjøre end
kikke efter dig, og naar du er forbi dem, skal du lette
paa Klubben tredje Gangen; men du maa altid lægge
den varlig ned igjen, ellers blir det sligt et Veir at I
forgaar, baade du og de. Naar du saa er kommen til
Lands, har du ikke nødig at bry dig videre om Baaden,
men skyv den bare ud og vend den, og sig: "Baad,
gaa Veien hjem, som du gik den frem!"
   Da han reiste, fik han saa meget Guld og Sølv,
saa meget andet gildt, og Klæder og Linned, som Trold-
prinsessen havde syet til ham i den lange Tid, saa at
han var meget rigere end nogen af Brødrene sine. Han
havde ikke før sat sig i Baaden og sagt: "Baad, gaa
frem," saa gik Baaden, og da han fik se Skibet midt
fremfor sig, lettede han paa Klubben; saa fik de slig Bør
at de glemte at se efter ham. Da han var paa Siden
af Skibet, lettede han paa Jernklubben igjen, og da blev
det slig en Storm og sligt et Veir, at hvide Skummet
stod rundt om Skibet, og Bølgerne slog over Dækket,
saa de nok havde andet at gjøre end kikke efter ham,
og da han var forbi dem, lettede han paa Klubben tredje
Gang, og saa fik de saa rundelig nok at gjøre, at de
slet ingen Tid havde til at se efter hvad han var for en.
Han kom til Land længe, længe før Skibet, og da han
havde faaet alt sit ud af Baaden, skjøv han den ud
igjen, vendte den om, og sagde: "Baad, gaa Veien hjem,
som du gik den frem!" og saa gik Baaden.
   Selv klædte han sig ud som Sjømand, og gik op i en
ussel Hytte til en gammel Kjærring; hende bildte han ind
at han var en stakkars Matros, at han havde været paa et
stort Skib som havde forlist, og at han var den eneste
som var blit frelst; og saa bad han, om hun ikke vilde
laane ham Hus for sig og de Tingene han havde berget.
   "Gud bære mig," sagde Konen, "jeg kan nok ikke
lade nogen faa Hus; I ser hvorledes det er her; jeg
har ikke noget at ligge paa selv, og endnu mindre
noget at lade andre ligge paa."
   "Ja, det er det samme," sagde Sjømanden; naar han
bare fik Tag over Hovedet, saa fik det være det samme
hvorledes han laa; Hus kunde hun da ikke nægte ham,
naar han vilde tage til Takke slig som hun havde det.
Om Aftenen flyttede han ind Sagerne sine, og han
havde ikke faaet dem ind, før Kjærringen, som gjerne
vilde høre nyt at rende med, begyndte at spørge hvad
han var for en, hvor han var fra, hvor han havde været
henne, hvor han skulde hen, hvad det var han havde
med sig, hvad ærende han reiste i, og om han ikke
havde hørt noget til de tolv Prinsesser som var
blit borte for mange Herrens Aar siden, og endda
meget Andet, som det blev god Tid at tale om og
regne op. Men han sagde at han var saa skrøbelig
og havde saa vondt i Hovedet af det fæle Veiret som
havde været, at han ikke vidste Greie paa nogen Ting.
Hun maatte endelig lade ham have Ro i nogle Dage,
til han var kommen sig efter det svære Arbeidet han
havde havt, saa skulde hun faa vide alt hvad hun vilde,
og mer til. Dagen efter tog Kjærringen igjen til at
spørge og grave, men Sjømanden havde endda slig Værk
i Hovedet efter Veiret, at han ikke vidste Greie paa
noget; men ret som det var, saa lod han ligevel
falde et Ord om at han nok vidste lidt om Kongs-
døtrene. Strax fór Kjærringen afsted med det hun
havde faaet vide, til alle de Sladderkjærringer som
fandtes der omkring, og nu kom den ene rendende
efter den andre og spurgte nyt om Kongsdøtrene, om
han havde seet dem, om de kom snart, om de var paa
Veien, og mer sligt. Han klagede endda over at han
havde vondt i Hovedet efter Veiret, saa han ikke kunde
greie alt; men saa meget sagde han, at var de ikke
blit borte i det haarde Veiret som havde været, saa
kom de om en fjorten Dages Tid, eller kanske før;
men han kunde ikke sige visst, om de var i Live endda,
for han havde nok seet dem, men de kunde gjerne være
gaaet til Bunds siden.
   En af Kjærringerne fór til Kongsgaarden med
dette, og sagde at der var en Sjømand i Hytten hos
den og den Kjærringen, han havde seet Prinsesserne,
og de kom nok om en fjorten Dages Tid, eller kanske
om otte. Da Kongen hørte dette, sendte han Bud til
Sjømanden, at han skulde komme og fortælle ham
det selv.
   "Jeg ser ikke slig ud," sagde Matrosen, "jeg
har ikke slige Klæder at jeg kan komme frem for
ham." Men Kongens ærendsvend sagde at han endelig
skulde komme; Kongen vilde og maatte tale med ham,
enten han var slig eller slig, for der var endnu ingen
som havde kunnet give ham nogen Melding om Prin-
sesserne.
   Saa gik han til Kongsgaarden og kom ind til
Kongen, som spurgte ham, om det var sandt, at han
havde seet noget til Prinsesserne.
   "Ja, det har jeg," sagde Sjømanden, "men jeg kan
ikke vide om de lever endnu, for da jeg saa dem, var
det sligt Veir at vi forliste; men hvis de endnu er
til, kommer de nok om en fjorten Dages Tid, og
kanske før."
   Da Kongen hørte det, blev han næsten ude af sig
af Glæde, og da det led mod den Tiden som Sjømanden
havde sagt de skulde komme, drog Kongen imod dem
ned til Stranden i fuld Stas, og der var stor Glæde
over hele Landet, da Skibet kom med Prinsesserne
og Prinserne og Ridder Rød; men ingen var gladere
end den gamle Konge, som havde faaet igjen Døtrene
sine. Alle de elleve ældste Prinsesser var ogsaa glade
og lystige; men den yngste, som skulde have Ridder
Rød, hun graat og var altid sorgfuld; Kongen syntes
ilde om dette, og spurgte hvorfor hun ikke var munter
og lystig som de andre Prinsesser: hun havde da Ingen-
ting at være sturen for, nu da hun var sluppen fra
Troldet og skulde faa en saadan Mand som Ridder Rød.
Men hun torde ikke sige noget, for Ridder Rød havde
sagt, han vilde tage Livet af den som fortalte hvorledes
det var gaaet til.
   Men en Dag da de holdt paa at sy paa Bryllups-
stasen, kom der ind en i en stor Matroskjole med et
Kræmmer-Skab paa Ryggen, og spurgte om Prinses-
serne ikke skulde handle Stas af ham til Brylluppet;
han havde saa mange rare og kostelige Ting, baade af
Guld og Sølv. Jo, det kunde nok hænde det. De
saa paa Varerne, og de saa paa ham, for de syntes de
drog Kjendsel baade paa ham og mange af de Tingene
han havde.
   "Den som har saa meget gildt," sagde den yngste
Prinsessen, "har vist noget som er endda gildere, og
som kunde passe endda bedre for os."
   Det kunde nok være, sagde Kræmmeren.
   Men de andre hyssede paa hende, og bad hende
mindes hvad Ridder Rød havde truet med.
   Nogen Tid efter sad Prinsesserne ved Vinduet en
Dag, og saa kom Kongssønnen igjen med den store
Matroskjolen paa sig og Skabet med Guldkronerne paa
Ryggen. Da han kom ind i Storstuen i Kongsgaarden,
lukkede han op Skabet for Prinsesserne, og da de nu
kjendte igjen hver sin Guldkrone, sagde den yngste:
"Jeg synes det er Ret, at den som har frelst os, faar
den Løn han har fortjent, og det er ikke Ridder Rød,
men han som kom med Guldkronerne vore - h a n
har frelst os." Da kastede Kongssønnen af sig Matros-
kjolen, og stod der meget gildere end alle de andre;
og saa lod den gamle Konge Ridder Rød aflive. Nu
blev der først rigtig Glæde paa Kongsgaarden; hver tog
sin, og saa blev der Bryllup, saa det hørtes og spurgtes
over tolv Kongeriger.

Utgaver: Fugl Dam (1904) | Fugl Dam (moderne)

Norske Folke-eventyr I (1904).

Fugl Dam

Navigasjonsmeny

Sidehandlinger

Sidehandlinger

Personlige verktøy

Søk

navigasjon

prøv lykken

andre sjangre

dikt etter emne

dikt etter århundre

forfattere etter århundre

forfattere

del ett dikt

endringer

Verktøy

Norske Folke-eventyr I (1904)
« Gjertrudsfuglen	Spurningen »