Somme Kjærringer er slige

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

   Der var engang en Mand og en Kone som skulde
saa; men de havde ikke Saakorn, og ikke havde de
Penge at kjøbe for heller. En eneste Ko havde de, og
den skulde Manden gaa til Byen med og sælge, for at
faa Penge til Saakorn. Men da det kom til Stykket,
torde Konen ikke lade Manden reise, fordi hun var
ræd han skulde drikke op Pengene. Saa gik hun selv
afsted med Koen og tog med sig en Høne ogsaa.
   Tæt ved Byen mødte hun en Slagter.
   Skal du sælge den Koen, Mor?" spurgte han.
   "Ja, jeg skal nok det," sagde hun.
   "Hvad skal du have for den da?"
   "Jeg faar vel have en Mark for Koen, men Hønen
ska1 du have for ti Daler," sagde hun.
   "Ja," svarede han, "Hønen har jeg ikke Brug for,
og den blir du nok kvit, naar du kommer til Byen;
men for Koen skal jeg give dig en Mark."
   Hun solgte Koen sin og fik sin Mark, men der
var ingen i Byen som vilde give ti Daler for en tør
skabbet Høne. Saa gik hun tilbage til Slagteren igjen
og sagde: "Jeg blir ikke kvit Hønen jeg, Far! Du
faar nok tage den ogsaa, du som blev ved Koen."
   "Det skal vi vel komme ud af," sagde Slagteren,
bad hende til Bords og gav hende Mad, og skjænkede
hende saa meget Brændevin at hun blev drukken og
gik baade fra Sans og Samling.
   Mens hun sov ud, dyppede Slagteren hende i en
Tjæretønde og lagde hende saa i en Fjærhaug.
   Da hun vaagnede, var hun fjæret over det hele
og begyndte at undre sig: "Er det mig, eller er det
ikke mig? Nei, det kan aldrig være mig, det maa være
en stor underlig Fugl. Men hvorledes skal jeg bære
mig ad, for at faa vide om det er mig, eller om det
ikke er mig? Jo, nu ved jeg hvorledes jeg skal kunne
skjønne om det er mig: dersom Kalvene slikker mig, og
Hunden ikke gjør paa mig, naar jeg kommer hjem, saa
er det mig."
   Hunden saa knapt sligt et Udyr, før den satte i
at stormgjø, som om der var baade Tyve og Fanter
paa Gaarden. "Nei, det kan vist ikke være mig,"
sagde hun. Da hun kom i Fjøset, vilde Kalvene ikke
slikke hende, fordi de kjendte Tjærelugten. "Nei, det
kan ikke være mig, det maa være en underlig Fugl,"
sagde hun. Krøb saa op paa Stabburstaget, begyndte
at slaa med Armene, som det kunde være Vinger, og
vilde til Veirs.
   Da Manden saa dette, kom han ud med Riflen og
tog til at sigte.
   "Aa skyd ikke, skyd ikke!" raabte Konen, "det
er mig."
   "Er det dig," sagde Manden, "saa staa ikke der
som en Gjed, men kom ned og gjør Regnskab og Rig-
tighed for dig."
   Hun krøb da ned igjen, men havde ikke en eneste
Skilling, for den Marken hun fik af Slagteren, havde
hun kastet bort i Fuldskaben; og da Manden hørte
det, sagde han: "Du er ikke mere end én Gang
til saa galen som du har været," og han blev saa sint,
at han sagde han vilde gaa sin Vei fra altsammen og
aldrig komme tilbage, hvis han ikke traf tre andre
Kjærringer som var lige saa galne.
   Han ruslede afsted, og da han var kommen et
Stykke paa Veien, fik han se en Kjærring, som løb ud
og ind med et tomt Sold i en nytømret Stue. Hver
Gang hun løb ind, kastede hun Forklædet over Soldet,
som om hun havde noget i det, og hvælvede det paa
Gulvet.
   "Hvorfor gjør I det, Mor?" spurgte han.
   "Aa, jeg vil bare bære ind lidt Sol," svarede hun;
"men jeg ved ikke hvorledes det er: naar jeg er ude,
har jeg Solen i Soldet, men naar jeg kommer ind, saa
har jeg kastet den bort. Da jeg var i den gamle
Stuen min, saa havde jeg Sol nok, endda jeg aldrig
bar ind det mindste; bare nogen kunde skaffe mig Sol,
skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler."
   "Har I en øx," sagde Manden, "saa skal jeg nok
skaffe jer Sol."
   Han fik sig en øx og huggede Vindushuller, for
det havde Tømmermændene glemt; strax kom Solen ind,
og han fik sine tre hundrede Daler.
   Det var én, tænkte Manden, og gik afsted igjen.
   Om en Stund kom han udenfor et Hus, og der
var der et forfærdeligt Skrig og Skraal. Der gik han
ind, og fik se en Kjærring som holdt paa at daske
Manden sin i Hovedet med et Banketræ; over Hovedet
paa ham havde hun draget en Skjorte som der ikke var
Halsehul i.
   "Vil I slaa ihjel Mand jeres, I Mor?" spurgte han.
   "Nei," sagde hun, "jeg vil bare have Halsehul paa
denne Skjorten."
   Manden skreg og bar sig ilde og sagde: "Gud
trøste og bære den som skal have ny Skjorte paa!
Dersom nogen kunde lære Kjærringen min at faa
Halsehul paa Skjorten paa en anden Maade, skulde jeg
gjerne give ham tre hundrede Daler".
   "Det skal snart være gjort, kom bare med en
Sax," sagde den andre. Han fik en Sax, klippede
Hul, og gik længere frem med Pengene sine.
   Det var den andre, sagde han ved sig selv.
   Langt om længe kom han til en Gaard; der tænkte
han at hvile sig en Stund og gik ind.
   "Hvor er I fra, Far?" spurgte Kjærringen.
   "Jeg er fra Ringerike," svarede han.
   "Aa nei, nei! er I fra Himmerige? Saa kjender
I vel han Per Anden, s a l i g Mand min da?"
   Konen havde været gift tre Gange; den første og
den sidste Manden var slemme, derfor troede hun at bare
den andre var blit salig, for han havde været en
snil Mand.
   "Ja, ham kjender jeg vel," sagde han som gik omkring.
   "Hvordan staar det til med ham nu da?" spurgte
Konen.
   "Aa, det er kleint med ham," sagde Ringerikingen,
"han rangler gaardimellem der og har hverken Mad
eller Klæder paa Kroppen - Penge er nu ikke at
snakke om."
   "Gud naade mig for ham da!" raabte Kjærringen;
"han havde da ikke nødig at gaa saa ussel, han som
der var saa meget efter; her hænger et stort Loft fuldt
med Klæder som hørte ham til, og et stort Skrin med
Penge staar her og. Vil I tage det med, skal I faa
Hest og Kjærre at kjøre det frem med; og Hesten kan
han have der, og paa Kjærren kan han sidde og kjøre
gaardimellem, for han har ikke nødig at gaa."
   Ringerikingen fik et helt Kjærrelæs med Klæder og
et Skrin fuldt med blanke Sølvpenge, og saa meget
Mad og Drikke som han vilde; da han havde faaet det,
satte han sig paa og kjørte sin Vei.
   Det var den tredje, sagde han ved sig selv.
   Men borte paa Jordet gik Konens tredje Mand og
pløiede, og da han fik se en Fremmedkar reise af
Gaarde med Hest og Redskab, gik han hjem og spurgte
Kjærringen, hvad det var for én som fór af Gaarde
med den blaa Hesten.
   "Aa han," sagde hun, "det var en Mand fra
Himmerige; han sagde at det er saa usselt med han
Per Anden, salig Mand min, at han gaar gaardimellem
der og har hverken Klæder eller Penge; saa sendte
jeg med ham alle disse gamle Klæderne som hang
her efter ham, og det gamle Pengeskrinet med Sølv-
pengene i."
   Manden skjønte strax hvor dette bar hen, sadlede
en Hest og fór af Gaarde i fuldt Tvisprang. Det
varede ikke længe, før han var tæt bagefter ham som
sad paa Kjærren og kjørte; men da den andre mærkede
det, kjørte han Hesten og Kjærren ind i Smaaskogen,
nappede en Haandfuld Hestetagl af Hesten, og saa sprang
han op i en Bakke, hvor han knyttede Hestetaglet fast
i en Birk, og under den lagde han sig til at glane og
stirre op i Skyerne.
   "Nei, nei, nei!" sagde han, ligesom for sig selv,
da Per Tredje kom ridende, "nei, nu har jeg aldrig
seet saa rart! nei, nu har jeg aldrig seet Magen!"
   Per stod og saa paa ham en Stund, og undredes
paa om han var tullen, eller hvad dette skulde være;
endelig saa spurgte han: "Hvad ligger du der og
koper paa?"
   "Nei, aldrig saa jeg Magen!" sagde den andre,
"der fór der én lige op til Himmels med en blaa Hest;
her ser du Taglet hænger igjen i Birken, og der oppe
i Skyerne ser du den blaa Hesten hans."
   Per saa paa Skyerne og paa ham, og sagde: "Jeg
ser ikke andet end Hestetaglet i Birken jeg."
   "Nei, du kan ikke se det heller, der du staar,"
sagde den andre, "men kom hid og læg dig, og glan
lige op, og saa maa du ikke vende øinene bort fra
Skyerne."
   Mens Per Tredje laa og glodde op i Skyerne,
saa at øinene hans randt i Vand, tog Ringerikingen
Hesten, satte sig op og reiste afsted baade med den og
Kjærrelæsset. Da det tog til at dure paa Veien, fór
Per Tredje op, men han var saa fortullet, fordi den
andre reiste afsted med Hestene hans, at han ikke
sansede at sætte efter, før det var for sent.
   Nu var han baade snau og snuppen; men da han
kom hjem til Kjærringen, og hun spurgte hvor han
havde gjort af Hesten, saa sagde han: "Jeg gav ham
med den ogsaa til Per Anden, for jeg syntes ikke det
var værdt, at han skulde sidde paa en Kjærre og skrangle
gaardimellem i Himmerige; nu kan han sælge Kjærren
og kjøbe sig en Vogn at kjøre paa."
   "Det skal du have Tak for! Aldrig havde jeg
troet du var saa snil en Mand," sagde Konen.
   Da han nu kom hjem, han som havde sanket
sammen de sex hundrede Daler og Kjærrelæsset med
Klæderne og Pengene, fik han se at alle Jorderne
var pløiede og tilsaaede. Det første han spurgte
Kjærringen om, det var hvor hun havde faaet Saa-
korn fra.
   "Aa," sagde hun," jeg har altid hørt, at den som
noget saar, han noget faar, saa saaede jeg det Saltet
som Nordfærden[1] satte ind her, og kommer der bare
snart Regn, tror jeg nok det kommer bra op igjen."
   "Galen er du, og galen blir du saa længe du lever,"
sagde Manden; "men det kan nu være det samme, for
de andre er ikke likere end du."

  1. ↑ Dølerne som reiser hjem med Færdingslæs.



Norske Folke-eventyr I (1904)
« De tre Prinsesser i Hvidtenland Hver synes bedst om sine Børn » Movbook.gif

Norske Folke-eventyr I (1904).


Hentet fra «https://dikt.org/w/index.php?title=Somme_Kjærringer_er_slige&oldid=54016»