2. Vor pascha, vor pascha.
Vor pascha, vor pascha han kysser din kind,
solbrændt som høstens drue.
Hver nat saa hviler du tæt i hans arm,
han lægger sit hoved til ro ved din barm,
du skjælvende lille due.
Ja, som høstens gyldne drue
var din kind og var din pande.
Men som perler bag granater
skinnende i skarpe rader
tænderne bag læbens rande.
Som en ung araberfole
senestærk og vild og varm
var dit skjønne slanke legem.
Spænstig svulmede din arm,
og din unge stærke barm
bølged bred og hed og høi
bagom smidigt silketøi.
Og om fodens druegyldne,
ferskenblanke, stramme hud
snoed sig som ørknens slange
brede sølvbeslagne spange:
amethyster og rubin
- dunkelrød som Tunisvin -
og topaser og smaragd
gnistrende af farvepragt.
Og om livet som en haand,
der holdt sammen
silkeflammen,
bugted sig dit bæltes baand:
hvide spidse panthertænder
klirrende for hvert et skridt
leddet i mit sølverspænder
lysende saa sælsomt hvidt.
Som en nat paa ørknens slette
var dit haar, saa dysterttungt.
Og i myrrhafugtig flette
gled det som en doven snog
nedad ryggens røde silke.
Og i dine lokker slog
ædelstene skarpe gnister,
og opalen stirrer frem
sløvtblaat som et blik, der brister.
Men dit tungsindssorte øie,
som har gjort mig vild og svimmel,
som har tændt mit blod i brand,
som har røvet min forstand,
det var brændende og dybt som
ørkennattens hede himmel.
ebook, John Griegs Forlag, 1893: Vilhelm_Krag_-_Sange_fra_syden.pdf (PDF, 30 MB)