Indover Middelhavet.
1. Aa - al vintrens kolde mørke.
Aa - al vintrens kolde mørke
sammen alle tanker krysted.
Og det var som blodet stivned
til en frostklump under brystet.
Men nu er det løvbrudstide -
blodet skjælver, suser, springer.
Tusen fine solskinsstraaler
sølvrent gjennem sindet klinger.
For nu gløder alle farver
om Alhambras søilerade.
Ranken drysser sine druer,
rosen drysser sine blade.
Kom med druer, kom med roser
fra Granadas lyse sletter.
Sølverstreng paa mandolinen,
tamburiner, castagnetter!
Hent os vin, den ædle, røde -,
og naar sol i havet daler,
vil vi klingre høit mod himlen
med de tunge glaspokaler.
Vi vil sidde hele natten,
kranse vinen tæt med blommer
under sydens høie himmel -
sydens jubelvilde sommer!
2. Jeg er saa kjed.
Jeg er saa kjed af disse pagevers,
i sirligt stramme klær, med klingre spange,
af denne sorgens vage melodi
og disse længselssyge skumringssange.
Jeg er saa kjed af disse gamle klager,
de visne ord, den blege drømmestil.
Kaminlys har vi faat for solens flammer
og digt og løgn for unge glade smil.
Og mens vi drømte, skinned sol paa hav,
og vaaren slynged vidt de friske kranse.
Nu vil vi ud - om vi skal porten sprænge!
Her ligger Rhodos! Hei - her vil vi danse!
Al solens pragt, al nattens stjerneflimmer,
den strør vi funklende for glædens fod.
Men om vor sorg skal bryde, boble, blaane
en rythmebrænding, brusende af blod.
Stem strengen høit, bind vinens løv om panden!
Om slanke bægre tunge roser strø!
Og skjænk saa vinen, venner, høit i glasset.
Op med en sang! Imorgen skal vi dø!
3. Jeg ønskede.
Jeg ønskede stundom at digte
en kampvild sang for proletarerne
i ord, der lig flagrende luer
brændte hvert sind gjennem skarerne.
Jeg har hverken tro eller evne;
men jeg staar i den formening,
at der findes anden armod
end den, der danner forening.
For husk, at ei den blot er fattig,
der ikke har brød til hjemmer,
man hver, der i alvorslandet
føler sig ene og fremmed.
Ja alle, hvis øie længes
mod sælsomt flammende solskin,
men sænkes og sløres og sløves
af tærende graaveirs-tungsind.
Hvis sind er tørstige efter
at svulme i sødmerig glæde,
men tidligt graanes og græmmes
i endeløs hverdagsglede.
Aa - kunde jeg drysse lidt solglans
omkring de bedrøvede tanker
og jage lidt brand gjennem blodet,
der haabløst i aarerne banker!
Og sænke i glitrende rythmer
en gjenlyd af susende palmer,
et gjenskin af hvide moskeer -
akkorder af havets salmer!
Og er der en liden pige,
som gaar i de lange kvælder,
som gaar mellem tunge fjelde, -
til hende det er, jeg fortæller.
Ja, er der en ensom pige,
hvem langfærdslængslerne tynger,
da er det for hende, jeg sidder
i Middelhavsnatten og synger.
ebook, John Griegs Forlag, 1893: Vilhelm_Krag_-_Sange_fra_syden.pdf (PDF, 30 MB)