Prometevs

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Prometevs til Klippen stod smedet,
        var lænket paa Fod og paa Arm.
Og Guderne haaned hans Vanmagt.
        Og Rovfuglen hakked hans Barm.
Og Seklerne rulled og rulled.
        Og Seklerne rulled igjen.
Og end drypped Blod under Klippen;
        thi end stod Prometevs ved den.

Saa hændte det engang, - hvad enten
        nu Zevs havde Fødselsdagsfest,
hvad eller at Heres Forløsning
        var lykkedes bedre end bedst;
hvad enten ved Hushyggens Varme,
        hvad eller ved Nektarens Lyst,
nok er det, at Gudernes Fader,
        han kjendte sig mild i sit Bryst.

Han sagde: "Forkynd til Prometevs,
        at er han vor artige Gut,
saa vil det ham ske af vor Naade,
        at dermed hans Lænke er brudt."
Flux ilte den vingede Hermes
        paa Hat og paa Hæle afsted,
og tvende olympske Lakeier
        ham fulgte i Hælene med.

Men som de saa Budskabet bragte
        til Fangen i Bolt og i Ban
og vented Taksigelsens Taarer,
        da svarte den gamle Titan:
"Jeg har ikke bedt jer at komme.
        Min Klippe er blevet mig kjær.
- Og hermed, I himmelske Hunde,
        lad I mig i Fred, der jeg er!"

av Per Sivle.

Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.