Satanas Overdjævel
Du gamle Satan med de Navne mange,
du Beelzebub, du lede, træske Slange,
du Pokkersmagt i hede Helvedbranden,
du Djævledrot med Horn og Klør og Hale,
du Gammel-Erik og du svarte Fanden,
som somme beder hakke, andre gale,
det er om dig, at jeg idag vil tale.
Haa haa! - du griner, mener nok at smile,
og Spotten drypper af din Bukke-Mine.
Du regner ud, du trøstig tør betvile,
at jeg har mindste Redighed og Greie
paa dine krumme Spring og krumme Veie
fra Lysets Lyst til Pølens Død og Pine,
- ifra du var en Himlens Erke-Engel,
indtil du blev hin Helveds Erke-Bengel.
Men pas dig, siger jeg, for Fusk i Brøken!
Jeg ved kanhænde mere, end du tror.
For husk, at du er gammelt kjendt i Røken,
og det var netop der, jeg var ifjor.
Og enten du nu tuder eller spræller:
din Sagas Fald-Kapitel jeg fortæller.
Maaske er min Rapport ei ortodoks
i egte luthersk-kristelig Forstand,
og finder neppe heller Hjemmelsmand
i Paulus, Augustin, Calvin og Knox.
Dog, dette her faar vove sig idag.
- Og som bekjendt saa kan den samme Sag
af andre Øine og til andre Tider
forskjellig skues an fra andre Sider.
Men skulde nogen fordre mer Besked
om, hvad jeg ved og kanske ikke ved,
da meget muligt, at saa bare blev jeg
tilsinds at svare: Hvad jeg skrev, det skrev jeg.
Engang langt henne i det svundne Fjerne
da end vor Sol, vor fælles Bedstemoder
og Moder Jord med sine Søsterkloder
var ufødt Tanke i Guds Skaber-Hjerne:
blandt Erkeenglene i Himlens Hær
en af de ypperste var Lucifer.
Han havde Himmelbrev paa Himlens Glæde,
og havde ved Guds eget Raadsbord Sæde.
Forresten var han Dandy i sit Væsen,
eksentrisk, pille-soignert og kræsen,
var kjendt som første Klasses Himmel-Sprade
paa Melkeveiens lange, lyse Gade.
Han var af Færd fornem og indgetogen,
og ynded ei at blande sig i Vrimlen,
han havde ingen Bedsteven i Himlen
og proponerte aldrig Dus med nogen.
Men kom det derpaa an, da var hans Vid
saa hvast og rammende som Slangebid.
Og aldrig lo han i de glades Skare,
- han overlegent trak paa Smilet bare.
Vorherre, efter hvad vi kan forstaa,
han vil det stores Vekst frem af det smaa.
Han skaber Aanden som en liden Gnist,
der blive kan en Aande-Sol tilsidst,
med stedse klarere og større Lue
og stedse ligere ham selv at skue.
Personlighedens Vekst igjennem Prøvelse,
ved Hjertets Lutring og ved Viljens Øvelse,
saa fælles Lykke blir fra Pligt til Trang,
- det er fra Trin til Trin den Skolegang,
som løfter dem, der er af Aande-Æt
til himmelsk Myndighed og Borgerret.
Og den, som fusker, han faar staa med Bogen
og lære omigjen i Skammekrogen.
Og slaar han sig uartig, vrang og slem,
gaar Veien nedenom, før han naar hjem.
Saa hændte det, Vorherre fandt engang
et Kuld af yngre Aander skredet frem
til Myndighedens Modenhed for dem,
der gaves himmelsk Borgerret og Rang,
- hvad Raadet stemte for, da man voterte;
kun Lucifer stod op og protesterte.
Han vilde stemme mod,' ja det var givet!
Der burde sandelig dog være Grænser
for, hvilket Lavmaal af Intelligenser
man slap sig saadan ganske ind paa Livet.
Han ønsked ikke Himmelrum at dele
med ilde lugtende Plebeier-Sjæle,
hvis Vinge-Toilet og saadant noget
kanhænde var - naa - mildest talt - lidt broget.
Han ynded heller ei at hente Mening
fra Underengle-Mobbens Fagforening,
hvor hver en liden freidig Aande-Hane
gol op for Nivelleringstankens Fane.
- Nu vel, Reformen, den fik endda gaa,
ifald paa samme Tid man kunde faa
et Overengel-Overhus, hvori
man havde den fornødne Garanti.
Hvis ikke, - ja, det var ei godt at vide,
om ikke Trykket blev saa sterkt for somme,
at om de end var noksaa engle-fromme
de satte Distinksjonerne tilside
i Himmel-Hundskhed. - Og han vilde jamen
med disse Ord faa Lov at sige: Amen!
Vorherre sagde: Lad det være sandt,
at hine Aanders Toilet iblandt
ei altid saadan ganske er i Velten,
- som naar de kommer fra sin Post i Felten
paa hine mange fjerne Kloder, hvor
de tusen Fremtidsmuligheder gror,
hvor Viljer endnu stræved med sin Vorden,
og det var Aandens Sag at bringe Orden
og række Haand til Liv, som laa i Smudset.
Og om man da ei netop var saa pudset,
det burde sandelig dog heller være
en trofast Arbeids-Aand til større Ære.
Forresten maa du vide, Lucifer:
jeg mindes ikke bare, hvad du er.
- Du var ei fuldt saa tertefin og kræsen,
dengang du som en snottet Engle-Unge
fløi om og gjorde Skøi og rakte Tunge
og var ei engang altid tør om Næsen.
Hør, Lucifer, og merk dig nu mit Ord:
i Lidenhed du bleven er saa stor,
at du ei passer her, før engang siden
du blir saa stor, at du igjen er liden.
Begjærlig kræver du for dig det største:
- saa bliv da Overdjævel for det første;
bliv Guvernør for dem, i hvem du ind
har podet Giften fra dit eget Sind.
Og dermed paa vor Herres Vink og Bud
blev Døren aabnet, og det lød fra Gud:
Heraus, din Salan! - og saa for han ud.
Og ned fra Himlens Hal for Dag og Helg
han sank i Intethedens sorte Svelg,
- imens der i en Hast med Svovelbrand
etsteds et Helvede blev sat istand.
Men hvad der hændte ham fra denne Stund,
se, derom tier nu min Skalde-Mund.
- Det faar I vente paa, til næste Gang
jeg skriver Satanas en Sivle-Sang.
- av Per Sivle.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer