Fenrir
Natten har sænket sig
sort som en Grav.
Høststormen pisker
Skum over Hav,
knækker Master
og splintrer Rær.
Da tuter en Ulv
paa det yderste Skjær.
—— Det er Fenrir, som hyler
mod Ragnarok.
Det er Fenrir, som hyler
mod Gude-Død,
mod Gude-Blod
og mod Gude-Kjød.
Han mindes nok Smagen
alt fra den Stunden,
han med den usynlige
Lænke blev bunden,
—— Lænken, som brister
ved Ragnarok.
Og Senerne røynes
i faafengd Harm,
mens Sulten sliter
hans tomme Tarm.
— Men ryker der op
et Dommedags-Vær,
saa tror han, at nu
er Løsningen nær.
— Da er det, han hyler
mod Ragnarok.
— Vogt jer, Odin
og Frøya og Tor!
I er ei saa vældige,
I, som I tror!
Vogt jer, naar engang
Helvedes-Hanen
galer til Kamp
under Helvedes-Fanen,
naar engang det lider
til Ragnarok!
Naar Fenrir sliter
Tusenaars Band,
naar Midgarsormen
velter iland,
naar Naglfar løsner,
og Rimtursers Trop
møder med Surt
og hans Flamme-Hær op,
— vogt jer, for da
er det Ragnarok!
Og Fenrisulven
paa Skjærets Knat
stirrer ud
i den sorte Nat.
Og Vinden hujer,
og Havet spyler,
og Fenrisulven
med Fraad-Gab hyler:
„Lider det ei snart
til Ragnarok!"
|
|
 |