Varulv
Han fødtes et Skudaar
— en Vinternat-Stund
med ligsvøbte Bakker
og lukkede Sund,
mens Snedrevet pisked
mod Væg og Rude,
og Ulven hylte
ved Grinden derude
— Varulv!
Varulv!
Og da han var svøbt,
— hans Moder har sagt,
hun saa, at ved Vuggen
en Ulv sad paa Vagt.
Hun stirred paa Gutten,
og grøssed ved Synet:
hun skimted det skyggende
Merke i Brynet.
— Varulv!
Varulv!
Hvor siden i Livet
han vanked og for,
Ulven fulgte ham
tæt i hans Spor,
han hørte dens Trin,
han følte dens Aande.
Det fyldte hans Sjæl
med Rædselens Vaande.
— Varulv!
Varulv!
Men led det til Midnat,
da stak han paa Dør
i Varulve-Ham
og paa Varulve-Klør.
Han veired med Lyst
sin Varulve-Føde,
hvor Gravbakkens Grus
hused de Døde.
— Varulv!
Varulv!
Naar atter af Dag
det begyndte at gry,
blev Varulve-Hammen
skiftet paany,
og Natten ham syntes
en Drøm kun igrunden.
— Blot kjendte han noget
som Ligsmag i Munden.
— Varulv!
Varulv!
|
|
 |