Før og Nu
Jeg kunde engang synge
Om al min Ungdomsfryd;
Jeg sang i Venners Klynge
Blandt Larm og Bægerlyd.
Og frem af Druens Bølge
Steg, som en gylden Sol,
I lyse Alfers Følge,
Mit Tankelivs Idol.
Det fløi med mægtig Vinge,
Jeg vidste ei hvorhen,
Jeg vilde mig kun svinge
I Ætheren med den.
Jeg saa Orangelunde
Ved Sølveraaens Bred;
Der, tænkte jeg, man kunde
Til Slutning dale ned.
Hvor høit og vidt jeg iled,
Jeg sang med Lærkens Mund,
Og naar min Vinge hviled,
Min Ro var Fuglens Blund. —
Nu skyr jeg vilde Stemmer
Og høie Jubelraab;
Jeg har et Savn, der gjemmer
Erindringer og Haab.
Og hver Gang jeg er ene,
Betragter jeg min Skat;
Den aabner Dagens Scene,
Den skinner i min Nat.
Til stille, lune Drømme
Betror jeg nu mit Savn;
De flyve ei, de svømme
Som Svaner blidt i Havn.
Med alle Vaarens Ranker
Jeg smykker deres Tog;
Men ak, til disse Tanker
Har Læben intet Sprog.
Og naar min Stemme kalder
Dem fra det tause Hjem,
Da tvivler jeg, da falder
En Taage over dem.
- I. Smaa Zefyrer dandse, svinge
- II. Af Haab og Liv er alle Knopper fulde
- III. Vaaren kommer, Alt er Glæde
- IV. Zefyr legede med Grenen
- V. I Skovens Ly jeg sidder
- Druer og Berberisser
- Sympathier
- Lotos-Planten
- Kilden
- Søfuglen
- November
- Ved Havet
- En stjerneklar Nat
- Fred i Kamp
- Før og Nu
- Løvfald
- Høstsang
- Ved Karmø
- Bergens Stift