Sympathier
Der falder Regn fra Linden
Over den golde Sten;
Det kommer af Nattevinden,
Der bæver i Lindens Gren.
Sin Graad kunde Linden holde,
Da Veiret over den skred;
Men siden kan Sukke volde,
At Taaren triller derved.
Der sidder en Fugl og synger
Over den slumrende Eng;
Thi Natviolen klynger
Sig duftende til dens Seng.
Den længtes, og søgte sin Mage
I Dagens brændende Luft;
Men nu først lyder dens Klage,
Vakt af Violens Duft.
Der vandrer en Ridder alene
I Parkens dunkle Gang,
Mens Regnen drypper fra Grene,
Og Fuglen nynner sin Sang.
Han lader sin Harpe zitre,
Hans Vise er sorrigfuld;
Hans Taarer falde saa bitre
Paa Strengenes klare Guld.
Til Borgens Høielofts-Stue
Hensvæver hans Tone mat;
Der sysler den strenge Frue
Med Datterens Brudeskat.
"Min Datter, Du lade din Terne
Ende sin Nattesang;
Jeg hører kun lidet gjerne
Saa drøvelig Harpeklang."
"Min Moder, derude sukker
Den svævende Nattevind,
Og Fuglen fløiter og klukker
Sit Kvad af et traurigt Sind.
Og Stemmen, der klager saa saare, —
Den er ingen Ternes Røst;
Og derfor triller min Taare,
Og derfor skjelver mit Bryst."
- I. Smaa Zefyrer dandse, svinge
- II. Af Haab og Liv er alle Knopper fulde
- III. Vaaren kommer, Alt er Glæde
- IV. Zefyr legede med Grenen
- V. I Skovens Ly jeg sidder
- Druer og Berberisser
- Sympathier
- Lotos-Planten
- Kilden
- Søfuglen
- November
- Ved Havet
- En stjerneklar Nat
- Fred i Kamp
- Før og Nu
- Løvfald
- Høstsang
- Ved Karmø
- Bergens Stift