Det svundne aar
av Jonas Lie
Under Vintrens Marmorplade
Hviler sig paany et Aar,
Alt der fyger visne Blade
Paa dets store Kirkegaard;
Nytaarsnatten fra det Høje
Seer med evigt Stjerneøje;
Men sit Aasyn Saga sænker,
Hun paa Aarets Indskrift tænker.
Rundt om Graven stille bølge
Skarer fra den hvide Jord,
Knælende det Kirkefølge
Hører Evighedens Chor;
Mens de stærke Toner klinge,
Tanken faar saa bred en Vinge,
Løftes op fra Verdens Larmen,
Og det bliver stilt i Barmen.
Larmen af de røde Hamre,
Som i Livets Esser slaa
I de hede Hjærtekamre,
Tykkes nu kun fjerntfra naa
Til de Kister, som sig rade
Sorte her bag Aarets Plade,
Hver et Verksted lig, som luktes,
Og hvis Smedjeild udsluktes!
Kiste ligger der ved Kiste,
Lutter Livsenssnekker smaa,
Som paa Verdens Hav forliste,
Hvis Maskiner gik istaa;
Mangen fyldt med Guld til Randen,
Saa den sank og drukned' Manden;
Mangen, hvor Ideen brændte,
saa den selve Snekken tændte.
Under hviden Liin nu sover
Sammen Kjærlighed og Had,
Glemslens Teppe bredes over
Aarets store Sengerad,
Slumre skal de trætte Rækker,
Til dem Morgensolen vækker.
Til den store Morgenrøde
Kysser Livet i de Døde.
Og Miljoners Tanker standse
Denne Stund paa helligt Sted,
Lægge sine Mindekrandse
Vemodsfuldt paa Pladen ned,
Den staar hvid og venter Skrifter,
Ord om Daad og om Bedrifter,
Af de Mænd, som sammen bygge
Nu i Dødens tause Skygge.
Nytaarsnattens Stjernelue
Brænder i den stille Stund
Som en lysfyldt Tempelbue
Over Kirkegaardens Grund,
Og ved Skjæret staar Gudinden
Med dens blege Blus om Kinden,
Tankefuldt sig Panden sænker -
Hun paa Aarets Indskrift tænker.
