Ved en ung piges confirmation
av Jonas Lie
Høit over Solhvælvet gyldent blaa
Himmerigs festlige Klokker gaa
Lifligt for Englenes Øre;
Menneskebarnet med Knæet bøj'd,
Tanken svævende fromt mod Høid,
Kan, naar det lyttet, dem høre.
Himlen er stængt for Menneskets Syn,
Tillaast med Solen og tækt med Sky'n,
Vi staar ved Porten og banke;
Dog faar Du skue et Glimt derind,
Hvis Du er rigtig af fattigt Sind,
Ydmyg i Aand og i Tanke.
Ned i den Sjæl, som slig Naade nød,
Himmelens Solskin herligt brød
Gyldent til Hjærtegrunden;
Englene dalte og blandt dem saa
Sjælen sin fylgjende Engel staa,
Hvidving't med Krans omvunden.
Lilla idag blev benaadet Gjæst,
Hørte de Klokker at gaa til Fest
De, som kun Englene høre;
Havde vi bøjet nok dybt vort Sind,
Kunde vi seet med Lilla ind
Gjennem de himmelske Døre.
Hjærtet den Jomfruknop da vi saa
Dugfriskt med Himmelens Solskin paa,
Blinkende vaad paa Stængel;
Over den bøjet stod Jesus der,
Signed' den Blomst, han har saa kjær,
Hos ham den fylgjende Engel.
