Glommen i maaneskin
av Jonas Lie
Og Nøkken slog Harpen i Maaneskinskvæld,
For Ragnhilde vilde han at lege,
Og Sangene bæved' i Ungmøens Sjæl,
Saa Syttenaars-Drømmene stege.
Den blaaøj'de Jomfru med Barnet i Sind,
Hun vidste saa lidt, hvor hun leg'te sig ind,
Mens fager han stod i den susende Kvæld
Og Sølvstrengen slog under Lide.
Ung Ragnhild hun stirred skjælvende ned
I Bølgernes blinkende Følge,
Hun bøjed sig ud fra den skyggende Bred,
Og Nøkken han steg ifra Bølge,
Hun rakte ham Haanden, og Nøkken den tog,
I Fosstupet Ragnhild i Døden han drog; -
Og Nøkken han tænkte at frelse sin Sjæl
Med Kjærlighed indunder Lide.
*
I Maan'lys gaar Glommen den foslok'te, blaa,
Med S'uk i sit susende Kvæde,
De Smaabølger alle i Kvældstunden gaa
Saa hvide i Aasyn og græde.
I Granskyggen Nøkken paa Sølvharpen slaar
Den sorgfulde Sang, hvortil Glomma hun gaar,
Det er, som jeg hører et Hjærte i Graad,
Tungt hulkende indunder Lide.
