Norgesbannerets drøm

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Jonas Lie

 De Snekker sloges under Ø
 Al Nordens Dagningsstund tilende,
 Og det var Kongeskibe trende,
 Og Brage sang henover Sø;
 Og Solen steg, som skulde see
 Fostbrødrelaget fagert stande,
 Ak, - see dem skilt paa Nordens Vande
 At drive hver sin Vei de Tre!

 Det Rangskib Svea ligger kvar
 og hugger mod St. Olafs Borde
 Der fattes kun et Fredens Gjorde,
 Et Haandslag, ærligt, saa det bær;
 Og Volmersnekken samme Stund
 Med Dannebrogen ned fra Speilet
 Og uden Vindpust under Seilet
 Indstrander paa den tyske Grund.

 Paa Nordens lummert stille Hav
 Fregat St. Olaf for sit Anker
 Med Flaget vugger som i Tanker,
 Dem Søens Speile bilder af;
 Mens Norges Flag fra høien Raa
 Ad Seilets hvide Barm nedbløder,
 I Bølgens Dyb dets Billed' gløder
 Som Blod paa blanke Øxer blaa.

 Du Bannerknap! Din Drøm jeg saa,
 Den om en Dag, da ud Du springer
 Med blodrødt Blod og Sverdeklinger
 Som Dugglimt blinkende derpaa;
 Thi tunge Skyer drage op,
 Som ville Nordens Dag fordunkle,
 Men da vil Norgesbann'ret funkle
 Og springe fagert af sin Knop.

 Indunder Nordens Bræer staar
 En Vaar af fagre Bannerblommer,
 Der skulde blomstre snart til Sommer
 Og krandse Polens hvide Haar;
 Da vilde Nordens Brødreflag
 Sig sammen hjerteyndigt vinde
 Og af sig selv til Krone binde
 Alt paa Høinordens Æresdag.

 Men sorte Skyer tykne sig,
 Og bag dem tunge Lyn sig dølger,
 Et Hav af Jern i Tiden bølger
 Og bruser Nordens Gravsang lig!
 Det Mulm fremsvartner seirberust:
 Alt S l e s v i g under Aaget sukker,
 Mens døende sig underbukker
 Det arme F i n l a n d sønderknust.

 Skjønt liden blandt Nationer kun,
 Et Frihedsbanners Hjerte banker
 I Norges Barm med store Tanker
 Og Løfte om en Blomstringsstund;
 See liden Davids Barm var stærk,
 Thi Herrens Ild i Barmen brændte,
 Men den Nations, som Herren tændte,
 Har Ild til større Frelsensværk.

 Naar ud da slaar de Bann're tre,
 De flamme høilyst gjennem Mulmet,
 Og, hvad kun før som Glød har ulmet,
 Blir da som klaren Dag at see:
 De trende Brødre sammen slaar
 Sin Haand og Aand til store Seire
 Med Heltegang mod Mulmets Leire,
 Og - Norden af den Pagt fremstaar.

 For Drømmen skinner og den Dag,
 Da Dannevirkes røde Volde
 Blir dækket til med Fredens Skjolde
 Og Pangermaniens store Flag;
 Dog, mangen Storm faar først vel sust.
 Thi kun med Blod vil Hjerter bindes,
 Og gjennem Slag først Venner vindes,
 Og Hadets Hugorm blive knust.

              *

 Mens Norges Flag fra høien Raa
 Ad Seilets hvide Barm nedbløder,
 Og mens dets Drøm i Bølgen gløder
 Som Blod paa blanke Øxer blaa,
 I Havet luer nok et Flag,
 Der hænger fra en større Seiler
 Og gyldne Neg i Bølgen speiler:
 Det Solen er paa Nordens Dag.