Norgesbannerets drøm
av Jonas Lie
De Snekker sloges under Ø
Al Nordens Dagningsstund tilende,
Og det var Kongeskibe trende,
Og Brage sang henover Sø;
Og Solen steg, som skulde see
Fostbrødrelaget fagert stande,
Ak, - see dem skilt paa Nordens Vande
At drive hver sin Vei de Tre!
Det Rangskib Svea ligger kvar
og hugger mod St. Olafs Borde
Der fattes kun et Fredens Gjorde,
Et Haandslag, ærligt, saa det bær;
Og Volmersnekken samme Stund
Med Dannebrogen ned fra Speilet
Og uden Vindpust under Seilet
Indstrander paa den tyske Grund.
Paa Nordens lummert stille Hav
Fregat St. Olaf for sit Anker
Med Flaget vugger som i Tanker,
Dem Søens Speile bilder af;
Mens Norges Flag fra høien Raa
Ad Seilets hvide Barm nedbløder,
I Bølgens Dyb dets Billed' gløder
Som Blod paa blanke Øxer blaa.
Du Bannerknap! Din Drøm jeg saa,
Den om en Dag, da ud Du springer
Med blodrødt Blod og Sverdeklinger
Som Dugglimt blinkende derpaa;
Thi tunge Skyer drage op,
Som ville Nordens Dag fordunkle,
Men da vil Norgesbann'ret funkle
Og springe fagert af sin Knop.
Indunder Nordens Bræer staar
En Vaar af fagre Bannerblommer,
Der skulde blomstre snart til Sommer
Og krandse Polens hvide Haar;
Da vilde Nordens Brødreflag
Sig sammen hjerteyndigt vinde
Og af sig selv til Krone binde
Alt paa Høinordens Æresdag.
Men sorte Skyer tykne sig,
Og bag dem tunge Lyn sig dølger,
Et Hav af Jern i Tiden bølger
Og bruser Nordens Gravsang lig!
Det Mulm fremsvartner seirberust:
Alt S l e s v i g under Aaget sukker,
Mens døende sig underbukker
Det arme F i n l a n d sønderknust.
Skjønt liden blandt Nationer kun,
Et Frihedsbanners Hjerte banker
I Norges Barm med store Tanker
Og Løfte om en Blomstringsstund;
See liden Davids Barm var stærk,
Thi Herrens Ild i Barmen brændte,
Men den Nations, som Herren tændte,
Har Ild til større Frelsensværk.
Naar ud da slaar de Bann're tre,
De flamme høilyst gjennem Mulmet,
Og, hvad kun før som Glød har ulmet,
Blir da som klaren Dag at see:
De trende Brødre sammen slaar
Sin Haand og Aand til store Seire
Med Heltegang mod Mulmets Leire,
Og - Norden af den Pagt fremstaar.
For Drømmen skinner og den Dag,
Da Dannevirkes røde Volde
Blir dækket til med Fredens Skjolde
Og Pangermaniens store Flag;
Dog, mangen Storm faar først vel sust.
Thi kun med Blod vil Hjerter bindes,
Og gjennem Slag først Venner vindes,
Og Hadets Hugorm blive knust.
*
Mens Norges Flag fra høien Raa
Ad Seilets hvide Barm nedbløder,
Og mens dets Drøm i Bølgen gløder
Som Blod paa blanke Øxer blaa,
I Havet luer nok et Flag,
Der hænger fra en større Seiler
Og gyldne Neg i Bølgen speiler:
Det Solen er paa Nordens Dag.
