Skabningens forlængsel
Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søkav Jonas Lie
Hvor lued' Jordens Morgenstund
Og Adamshjærtets Ild,
Hvor blussed' Evas Rosenmund,
Og lyste hendes Smiil!
De freidigt saa mod Dagens Hvælv,
Ak, - de Cheruben saa,
Et Himlens Storbild af dem selv
I Hvælvets Huulspeil staa!
Da blegned' Jordens Konges Kind,
Og sluk'tes Edens Glød,
Og Sorgen mørkned' Adams Sind:
Forlængselen var født.
Og siden brænder der en Vee,
Hvergang vort Hjærte slaar,
Og Englen kan den ofte see,
Hvor Legen gladest gaar.
Alt fra vor Jord mod Himlen saa,
Den udaf Smerten reed,
Og, for sit Bild derhist at naa,
Den offrer her sin Fred.
