Til Adolf Bredo Stabell
av Jonas Lie
(Julaften 1864)
Det trækker op til Uveir, og Tiden den er nær
Som prøve vil den Seilers Mod imellem hvide Skjær;
Thi drages mig til Minde i Kvælden modig Mand,
Som foer saa mangen stormfuld Sjø og altid klared' Land.
Som Peter Wessel foer han af Trondhjemsfjorden ud
Med Kampflag heist paa Gaflen, med Modet ifra Gud;
Kanonerne de dundred' saa mangen Alvors-Dag,
I tred've Aar han kjæmpede, men aldrig strøg han Flag.
I tred've Aar han kjæmped', det gik fra Slag til Slag,
De tred've Aar han modned' til Mand for større Sag,
De tred've Aar har furet hans Pande kanskee med,
Men Hjertet det er ungt endda, som "da han drog afsted."
Vort Fædreland i Frihed vist ikke havde naa't
Saa langt, hvis Mænd som Stabell ei Veien havde traadt,
og mangen Borgerkrone og Daad alt voxet har
I Ly af Stabell's Kampaar, som under Grunden bar.
Og gjælder det at styre i Storm med sindig Arm,
Med Brændingen saa voxer og Modet i hans Barm;
Saa langt naaer ingen Fiendemagt, at den gjør rædd hans Træk,
Og, falder han, - paa Høvdingviis det blir med ryddet Dæk.
*
Sit Heimdal har han prydet med Norges Flag paa Stang,
Han under det jo kjæmped' saa mangen fager Gang!
Der tænder i en rolig Havn hans Viv just Juletræ,
Det lyser paa en veirbidt Mand med lidet Barn paa Knæ.
