Solguld
av Jonas Lie
Ung Kari hun gik sig saa let og glad
Og legte, mens Knopperne sprang,
Og Bjerken skinned' i Solens Bad,
Og alle Smaafugle sang.
Men Bjerken med Løvhænget vugged' med
Saa deilig og hvid en Arm,
At Kari hun sprang til dens Legested
Og op i dens grønne Karm.
Der sad hun paa hængende løvfuld Green
Og gyngede sig og lo,
Mens Solen kyssed' de bare Been,
Og gav dem forgyldte Sko.
Og hvergang hun trykkede Foden mod
Den duggede Græsvold blød,
Den i en Dynge Demanter stod,
Som Straaler om Guldskoen brød.
Den Hætte af Lokker var mere end fuld
Og sprængt af sin rige Strøm,
Men Barndommens Krone af Fagerguld
Den blinked' i revne Søm.
Den fattige Særk bar Huller med,
Og Livstykket rak ei frem;
Men snehvide Liljer i deres Sted
Fremsprunge og lapped' dem.
Og Stakken var gammel og grøn og slang
I Laser om hendes Been,
Ja fattig, som Bjerken, hvis Løvslør hang
Og blotted den hvide Green!
Men Heden saa tung over Dagen laa,
At Kari hun slumred' ind:
I Solskinnet dyppes de Fingre smaa
Lig halvgjennemlyst Rubin.
Og Bjerkeløvet var Sengehæng,
Det skygged' til Kindens Blod,
Og Luftningen vugged' den Barneseng
Saa sagtelig med sin Fod.
*
Hun slumred . . . En Eventyrverden fuld
sig vugger paa skjøren Green;
Hun drømte om Kongen i Purpur og Guld
Og glimrende Ædelsteen.
Der saa hun et Guldslot og Kronen fin,
Saa funklende som den var -
Ak, det var Reflexen af Solens Skin,
Som i hendes Øjne skar!
Men det var Fyrstinden af Gyldengreen,
Hun sprang sig saa raskt af Blund,
Hun drømte, at Kongen til hende treen
At kysse den røde Mund.
Hun blikked' som Dug over Green og Kvist
Og titted' i Skoven ind:
"At det var en Konge jeg tror forvist,
Jeg faar det ei af mit Sind!"
