Syttende mai
av Jonas Lie
En Maisol atter luer over Landet varm og fuld,
Paa fattig Grund den dynger sit livsensrige Guld;
Den kysser mildt dets Mure graa,
Fordi i deres Læ
Den seer saa overdejligt staa
Vort fagre Frihedstræ.
Det knupper sig med unge Flag ved Fjeldets brede Væg
Og blomster over Landet som dets dryssende Hæg;
Det dufter over By og Land
og strækker Grene frem,
Som signe Norges frie Mand
Udi hans Odelshjem.
Og for hver Mai, som kommer hid til Land med Sol og Vaar,
Seer Træet nye Slægter, mens de gamle forgaar,
Med friske Skud om Huus og Vang
Det grønnes som ifjor,
Og unge Reder fuld af Sang,
Iblandt dets Mailøv bor.
Thi bøi, o Folk, Dit Knæ for ham, der sender Træet Vaar,
Hans Regn, hans Storm og Solskin gjennem Kronen gaar;
Og tak for Lyn og Uveir graa,
Ei blot for Sol og Sang,
Hans Vejr Dig hærded til at gaa
Din Sagas stærke Gang.
