Sølvbryllupssang (Mel: Hvor saare Lidet vil der til)
av Jonas Lie
Med Haand i Haand de Unge stod
Og loved' sammen bære;
Det var det unge Rosenblod,
Den Ungersvend med Ære.
Ja Livet det er lyst og let,
Naar Kjærlighed kun bærer det;
Med Haand i Haand de Unge stod
Og loved' sammen bære.
I Vaar er Lys og Fuglesang
I sunde, unge Hjærter;
Det skygger vel ad Livets Gang,
Men Aftnen tænder Kjerter;
Og ved det Lys ikvæld vi see,
Vort Brudepar saa ungt at lee,
Vi see i Vaar og Fuglesang
Igjen to sunde Hjærter.
Vi see dem, som i Vaar de stod'
Isammen, og forynget,
Lig Rosen, der om Bjerkens Fod
Sig rødmende har slynget;
Vi see et Blomsterbed omkring
Udi saa glad en Børnering,
Vi see dem, som i Vaar de stod'
Isammen, og forynget.
De bygged' sig et fagert Sted,
Den Herre og den Frue,
Med norske Stormænds Gjæstfrihed
Til Bo i deres Stue,
Med Arneild af Ruden ud
Og indenfor en hjemlig Gud;
Gud signe dette fagre Sted,
Dets Herre og dets Frue.
Og sendte stundom Gud en Dag,
Som det faldt tungt at bære,
De heisede et mandigt Flag
Og seirede med Ære,
Og derfor Sølverkronen faar
Med Ære de i hvide Haar.
Tit prøver Herren med en Dag,
Som falder tung at bære.
Nu sidde de i Bryllupskvel,
Som Gud paany dem sendte,
Og afholdt af hver Moders Sjæl,
Som rigtig til dem kjendte.
Gjør hun sin første Krands vel Skam?
Og Brudgommen, see blot paa ham!
Hvor unge i den Bryllupskvel,
Som Gud paany dem sendte!
Saa mangen Stund i Høstens Tid
De Vilde see tilbage
Henad et Liv med virksom Id
Alt til de unge Dage,
Da Hjærtet leged' udi Bryst
Og straalte Alting op saa lyst;
De ville staa i Høstens Tid
Og see med Fred tilbage.
