Halvhundredeaarsfesten 17. Mai 1864
av Jonas Lie
Idag det gamle Dovre staar
Med Elvens Harpe stem't mod Skulder,
Og Fossens hvide Strenge ruller
I Kvad, og Folkets Maisang gaar.
Et Norges-Drapa Skalden slaar,
En Sang ved Oldtids Marmorminde,
- Snehætten med sin hvide Tinde -
Henover Gubbens Strenge gaar.
Som yndigt Barn i Fjældets Knæ,
De staa og lytte alle Dale,
Mens Sangen fylder Majens Sale,
Og Folket krandser Friheds Træ.
See, i hver Haug, som Landet bor,
Den Gamle reed en Kjæmpes Bolig,
Hvis Saga bærer stærk og rolig
Indunder Norge som Pillar.
Og frem der staar i Sangens Speil
Et Billedværk af Norges Sage
Om gamle, heltestore Dage
Tillands og under hvide Seil.
Saa stærke Mænd der gaa i Rad;
Et Norge, fjeldstort udaf Minder,
Med Kongekroners gyldne Tinder
Sig speiler udi Gubbens Kvad.
Der leges om det Slag ved Stord,
Hvor Haakons Helte blev besjungne
Af Eivind Skald med Strenge sprungne,
Mens Pile gjennem Harpen foer.
Og Olafs, Inges, Haakons Tid,
Og Bjerkebejnernes Bedrifter
Staa lyse blandt de Billedskrifter
Om Norges Mænd og deres Id. -
Med Et bli'r Sangen dyster, og,
Som Elven i et Stup blev lukket,
Om Folkehjærtet, hvor det sukked,
Mens det som sorgfuld Fanges slog.
Da over Kristjerns røde Blok
Hvert opreist Hoved kyssed' Støvet,
Og Landet, al sin Ret berøvet,
Blev traadt af fremmed Herreflok.
Det var i fire hundred' Aar,
At Folket bar med Hjærter trange
Paa babylonske Længselssange,
Og stunded' mod sin egen Vaar.
Da sprang det ud det Frihedsflag,
St. Olafs Kors paa Hjærtegrunden,
Af Sagas Traad saa blev det spunden
Paa Eidsvold femti Aar idag.
Og Hjærtet slaar som før engang,
Da for hvert Slag en Tanke kejstes,
Og i dets dybder Valhal reistes,
Og Guder fødtes i dets Sang.
Med Sejr i guddomsstærke Slag
En Mjølnir end derinde banker,
Som knuser Jetter, meisler Tanker,
Og værger Folkets Friheds Sag.
*
Men krandset Dovreskalden staar
Med Elvens Harpe op mod Skulder,
Og Fossens hvide Strenge ruller
I Kvad, og Norges Maisang gaar.
