Udvandrerens kjæreste
av Jonas Lie
Ak, her paa Havet i Nattens Stund
Jeg sov og drømte mig kyss't paa Mund!
Jeg saa min Elskte paa Havet vandre,
Som øde skiller os fra hverandre;
Jeg saa min sorgfulde, blege Brud
Henover slumrende Stormes Leje
Saa bange vandre. - - Ad Drømmens Veie
Min Elskte længtende kom hidud.
I Natten svartner den Bølge blaa
Lig hendes Blik, hvori Sorgen laa,
Og Skummet lysner som Liljeminder
Ifra min Elskedes blege Kinder,
I Smertens Stund, da vi Afsted tog;
Ej Taarer rinde paa Jord saa hede,
Som de to Elskendes Sorg kan græde,
Som de, der randt, da vor Afsked slog!
Af Sorgen slørtes min Fagre til
Som Kvælden dunklede Solens Ild,
Og taus hun bøjed' den lyse Pande,
Lig Blomsten dugfyldt til Kalkens Rande.
Mens Sjælen smerted', hun hvisket: "Ven,
"Forglem ei hende, som tungt Dig savner,
"Mon jeg paa Jorderig' meer Dig favner?
O, bed til Gud, at vi sees igjen!"
*
Naar Solen stiger af Havets Grund,
Den bringer Kys ifra hendes Mund;
Naar Straalen blinker i dybblaa Bølge,
Med tusind Blikke hun gir mig Følge;
Og naar blandt tindrende Sjerners Rad
Om Kvæld de eensomme Drømme vandre,
Da mødes Tankerne med hverandre
Paa Englevinger og favnes glad.
