En søn til sin moder
Den 4. November 1865.'
av Jonas Lie
O, kunde jeg skrive et yndigt Digt
- Min Moder ligt -
Rubiner lige hvert Ord vel gløded'
Som om mit Herte i Tak henbløded';
Men Ingen gjorde vel Gud saa arm
Som Søn, der rørt til sin Moder gaar
At takke - fordi at hans Hjerte slaar.
Ja blev hver Linie i dette Kvad
Til Perlens Rad
Da vilde Tusinder frem jeg tænke
Og hver en hen til min Moder skjænke;
O, hvor de tindred', - jeg ser dem alt
At glimre i hendes sorte Haar.
Ak, hun kun Taarernes Krone faar.
Lyksaligt det Hjerte, som Straalen fik
Af Moders Blik,
Hvis Mulm de Sjerner har gjennemtindret,
Hvis Barndom er med de Lys erindret;
De Morgenstjerner paa Hjertets Rand
I Purpur gyldne de Skyers Lag,
Som ellers graanede Mandens Dag.
Ei modnes Frugt under Solens Glød
Saa sød og rød,
Som Barnehjertet for Moderøiet;
Den Herre Jesus stod over bøiet
Og sænked Drømmene ned deri
Og malte Hjertet dets Altarbild:
Den fagre Moder i yndigst Smiil.
Min Moder! Dit Billed' i Rosenskjær
I Barm jeg bær;
Jeg seer det, hvergang jeg Øiet lukker
Og beder Gud, at han aldrig slukker
Det Altarbild i mit Hjertehuus;
Thi didind gaar jeg og knæler ned
Fra Striden ude og faar min Fred.
Men Moder! jeg gik mig i Verden ud
I Nat og Slud;
Fra Hjemmet drog jeg, men glemmer ikke;
Thi over lyser min Moders Blikke
Saa roligt ned som paa Barnets Sti;
I Striden lægger saa glad jeg frem,
Jeg boer der som i mit Barnehjem.
Og naar jeg engang udaf Slaget gaar
Med Krands og Saar,
Da lægger ydmygt min Seiervinding
Jeg om min elskede Moders Tinding;
En Dronnings Krone, hvor er den mat
Mod Himlens Kroner, som deiligt fik
Den Moder, hvis Søn frem til Korset gik.
Og Norrigs Banner, Du Rosenbaal!
Det blankest' Staal,
Som for Dig kjæmper og for Dig færdes,
Jeg seer i Martyrdom meer kun hærdes.
Til Dig min Moder og vied' mig:
Hun bød mit Hjerte at slaa og slaa,
Til af mit Fædrelands Lænker gaa.
Naar engang hun skuer fra himmelsk Strand
Paa Sjernesand,
At for min Hjerteglød Lænker springe
Af Norges Aand, om end hed kun ringe,
Min Moders Aasyn hvor rødmer det!
Thi Englens stolteste Hæder var,
At frem til Striden en Mand hun bar.
