10. Søvnløs

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

potetgull

        Aa Gud, giv mig søvn!
        Jeg vil folde mine mavre
        skjælvende hænder,
        jeg vil aabne de tørre
        indfaldne læber
        og bede til dig, du store Jehovah!
        Gyd dulmende graad i de svidende øine
        og søvn om de trætte lemmer!
        

Jeg ligger med stirrende øine vendt mod det luende mørke, der spinder sig om mine lemmer som sterke, klamtvarme slanger. Der er ingen Gud, der er ingen søvn, ingen taarer, der er bare feberhedt mørke og feberens sælsomme drømme.

Saa kom da, o død, du store, tause forløser, som lukker for evigt de stirrende menneskeøine, som folder de magre hænder, der mørkrædde fremad sig famle, som lukker de mimrende læber, som stanser den angstfulde puls.

Der er ingen død, der er intet tiende mørke; bag døden stiger jo skumringens susende lande med sære, pinende syner og vilde, virrende drømme, med mørkets havdybe lytten og tomhedens skyggeangst.

Jeg ligger med stirrende øine vendt mod det luende mørke, der spinder sig om mine lemmer som sterke, klamtvarme slanger. Det hvisler, det suser fra alangernes kløftede tunger, som knittrer og spiller oomkring mit forpinte hoved. </dikt>