Serenade (Krag)
Paaa en mandolin med smekkre,
blanke sølverstrenges rade
vil jeg spille dig, min elskov,
for en dæmpet serenade,
Du! Du!
medens nattevinden suser
sagte i jasminers blade.
Maanen seiler guldbleg gjennem
lette skyslørs matte flammer,
aander alvefine straller
mellem havens tause stammer.
Du! Du!
Jeg vil bede maanelyset
stryge stilt ind i dit kammer.
Der er kun én fugl, som sunger,
dæmpet, lokkende histude,
medens maanestaller varsomt
glider om din hvide pude.
Du! Du!
Jeg vil bede fuglen nynne
hele natten ved din rude.
Alle roser og jasminer --
hvor de dufter allesteder.
Og igjennem juninatten
ders sødme blødt sig breder.
Du! Du!
Jeg vil bede alle blosmter
dufte for dig, hvor du træder.
Se, et tog af hvide engle
svæver ned fra fjerne heie.
Alle blosmter bange bæve
og for skaren dybt sig neie.
Du! Du!
Jeg vil bede alle engle
værne alle dine veie.
I. (1892-1893) |
II |
III |
ebook, H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1897: Vilhelm_Krag_-_Nye_Digte.pdf (PDF, 14 MB)