Hav

Du mørke, underlige hav!
Jeg ved ei, hvad det kommer af:
dit dybe øie drager mig --
jeg grunder, men forstaar dig ei,
-- men stundom jeg fornemmer,
som var jeg ét med dig.
Dit smil,, dit dumpe raseri,
som der er ingen lise i,
og dine sære stemmer,
som ingen kan forstaa --
--for ingen, ingen vide maa,
hvad du paa bunden gjemmer.

Ja, stundom jeg fornemmer,
som var jeg ét med dig.

       Men nu er der helg over havet!
       Lysdis saalnagt en kan øine --
       slig underfuld Paradis-stilhed --
       Og himmelrummet deroppe,
       det havblanke dyb dernede,
       alt svæver i endeløs sol.

       Men i dette sol-nirwana
       vugger snehvid og hellig
       en eneste, skinnende svane.

Poesien I. (1892-1893) Visen om stolt Kunigunde Morgensang Og atter ser jeg Andagt Lær mig, o skov Stilhed Dengang du gik I de forunderlige, blonde nætter Samtale Nocturne Vi tænkte sletikke paa nogenting

II Velsignet Der staar en sorg Serenade (Krag) Lys nat Naar du kommer Extase Døren blev lukket Det var en, som gik ifra mig Sange om natten 1. Feber 2. Al denne sorte himmel 3. O, Herre 4. Mørke 5. Farvel 6. Kain 7. Klokken to

8. Lampen 9. Uret 10. Søvnløs 11. Fiender er vi 12. Stævnemøde 13. Det var en drøm 14. Vision Angst Mod Gjensyn Den nye lykke Jeg tror ei dig Ingen fryd Du var større end de andre Byg dit liv -- Udfordring Den, som har set Først da

III Jeg seiler ikke længer Kirken To ungarske folkeviser Hav Der synger ingen fugle Anelse Uveirsaften Skaal De gode middages tid Finale 1. Hjemme igjen 2. Juninat 3. Resonans 4. Landskab

ebook, H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1897: Vilhelm_Krag_-_Nye_Digte.pdf (PDF, 14 MB)