13. Det var en drøm

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Det var en drøm
      En halvlys juninat. Et stille skjær
      der svæved ind bag grønblege gardiner.
      Den sidste lyd fra gaden længst var død.
      Den sidste sangfugl taug
      Da var det
      du traadte sagte ind i stuen.
      
      Du stod ved døren. Og jeg saa dig neppe.
      Jeg sad urørlig -- du stod stum og stiv.
      
      Da kom du to skridt frem. Jeg saa dit ansigt,
      der skimred hvidt i mørket, dine øine.
      De mødte mine. Og de talte sammen,
      de talte længe sammen vore øine.
      
      Du traadte nær. Du sagde intet ord.
      Du knæled ned og trykked dine læber
      imod mit bryst just der, hvor hjertet slaar,
      -- da frøs det gjennem alle min nerver.
      
      Det var, som i det kys dine egen sjæl
      seg ind i brystet som en langsom varme.
      Det var, som kyssed du tilsidst mit hjerte,
      og lig en blomst det foldede sig ud,
      og alle blade skalv af pragt og glæde.
      
      Da smelted det i sjælens mørke brønde,
      og skjulte kildevæld sprang atter frem.
      Det steg, det steg til hjerteblodet brast
      i hede taarer frem fra mine øine.
Det var en drøm.

(Paris 96)