Nocturne

De sidder altid derinde og spiller,
               mens dagen lider, og mørket tætner,
               og sneen daler derude.
               
Toner, der stiger i kviddrende skarer,
               svulmer til rungende festfanfarer
               hvirvlende op i en flammende fryd.
               -- Saa hviner en fløite, et valdhorn skratter
               skingre trompeter -- og graad -- og latter,
               til det stiger og skriger og steiler -- i angst!
               
Og mørket tætner. Og sneen falder.
Og alt blir saa sælsomt stille i stuen.
               Et lysblaf fra ovnen,
               som flakker bortover.
Og saa den sære musik derinde.

Jeg tier. Jeg hører dig langsomt drage
et suk, saa skjærende saart og langt.
Men saa blir det atter saa tyst herinde,
og begge to tænker vi paa det samme:
               din ensomme sorg.
               
Og der kommer over mig
               slig en stille, sørgmodig længsel
               efter atter at se dig smile
                              som før.
At stryge min haand henover dit haar,
at hviske dig de dulmende ord
og andagtsfuld kysse de lukkede øine.
               Og efter at høre din latter -- du
               Din latter fra gamle dage.
               
Men ovnslyset flakker henover dit ansigt
               det fine, blege
Da er det, jeg ser det:
Du er ikke ung mer, -- dit hoved er træt
-- -- -- aa, saa hjælpeløst træt.

Sneen falder og sneen falder.
               Langsomt
               og langsomt.
               
Og symfonien derinde
               glipper --
Og alle akkorders velklang
               springer --
springer i tusen klingrende knas,
slynger i skrigende rædsel sig ud i
en pinende, hvinende vild dissonans.

Og du -- du blege, du tause kvinde,
som aldrig har talt, men som altid har tiet,
du kaster dig ned og skjuler dit ansigt
               og hulker

(1892)

Poesien I. (1892-1893) Visen om stolt Kunigunde Morgensang Og atter ser jeg Andagt Lær mig, o skov Stilhed Dengang du gik I de forunderlige, blonde nætter Samtale Nocturne Vi tænkte sletikke paa nogenting

II Velsignet Der staar en sorg Serenade (Krag) Lys nat Naar du kommer Extase Døren blev lukket Det var en, som gik ifra mig Sange om natten 1. Feber 2. Al denne sorte himmel 3. O, Herre 4. Mørke 5. Farvel 6. Kain 7. Klokken to

8. Lampen 9. Uret 10. Søvnløs 11. Fiender er vi 12. Stævnemøde 13. Det var en drøm 14. Vision Angst Mod Gjensyn Den nye lykke Jeg tror ei dig Ingen fryd Du var større end de andre Byg dit liv -- Udfordring Den, som har set Først da

III Jeg seiler ikke længer Kirken To ungarske folkeviser Hav Der synger ingen fugle Anelse Uveirsaften Skaal De gode middages tid Finale 1. Hjemme igjen 2. Juninat 3. Resonans 4. Landskab

ebook, H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1897: Vilhelm_Krag_-_Nye_Digte.pdf (PDF, 14 MB)