Anelse

Jeg sidder ved havet saa sent paa kvæld;
        længst slukned sol, længst døde dag,
        længst gik hele livet tilhvile.
        Jeg hører bare mit hjerte slaa.
        Jeg ser bare sjødraget komme og gaa
        og ned gjennem smaastenen sile.

Jeg ved ikke, hva det kan være.
        Der stiger slig angst fra havet inat,
        der synker slig skræk fra himlen brat.
        Og alt blir saa tomt omkring mig,
        forfærdende tomt og lydt.

Det stryger en sus forbi mig --
        en sus som af mumlende stemmer.
        Hvor kommer det fra? Hvad er det -- aa Gud!
        Hvad er det, som aander paa ansigtets hud
        og isner i alle lemmer?

Det er, som svæved en sjæl mig forbi,
        den kyssed mig og blev borte.
        Aa Gud! Det er vist en kjær, som dør,
        etsteds udi natten den sorte.

(Sicilien, dec. 94.)

Poesien I. (1892-1893) Visen om stolt Kunigunde Morgensang Og atter ser jeg Andagt Lær mig, o skov Stilhed Dengang du gik I de forunderlige, blonde nætter Samtale Nocturne Vi tænkte sletikke paa nogenting

II Velsignet Der staar en sorg Serenade (Krag) Lys nat Naar du kommer Extase Døren blev lukket Det var en, som gik ifra mig Sange om natten 1. Feber 2. Al denne sorte himmel 3. O, Herre 4. Mørke 5. Farvel 6. Kain 7. Klokken to

8. Lampen 9. Uret 10. Søvnløs 11. Fiender er vi 12. Stævnemøde 13. Det var en drøm 14. Vision Angst Mod Gjensyn Den nye lykke Jeg tror ei dig Ingen fryd Du var større end de andre Byg dit liv -- Udfordring Den, som har set Først da

III Jeg seiler ikke længer Kirken To ungarske folkeviser Hav Der synger ingen fugle Anelse Uveirsaften Skaal De gode middages tid Finale 1. Hjemme igjen 2. Juninat 3. Resonans 4. Landskab

ebook, H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1897: Vilhelm_Krag_-_Nye_Digte.pdf (PDF, 14 MB)