I de forunderlige, blonde nætter

I de forunderlige, blonde nætter
jeg gaar alene, men med dig jeg taler.
Rundt om mig vaaren blomstersnehvid blunder,
et springvand pladsker lydt. En hane galer.

Jeg gaar alene, men med dig jeg taler,
som jeg har talt med dig saa mange gange.
Har du det ondt, min ven? Var du bedrøvet
i disse svundne aar, de lange, lange!

Jeg stanser brat. Jeg fryser nedad ryggen
og stirrer ræd omkring de stille sletter.
Aa Gud! Det er, som hører jeg dig græde
i de forunderlige, blonde nætter.

Poesien I. (1892-1893) Visen om stolt Kunigunde Morgensang Og atter ser jeg Andagt Lær mig, o skov Stilhed Dengang du gik I de forunderlige, blonde nætter Samtale Nocturne Vi tænkte sletikke paa nogenting

II Velsignet Der staar en sorg Serenade (Krag) Lys nat Naar du kommer Extase Døren blev lukket Det var en, som gik ifra mig Sange om natten 1. Feber 2. Al denne sorte himmel 3. O, Herre 4. Mørke 5. Farvel 6. Kain 7. Klokken to

8. Lampen 9. Uret 10. Søvnløs 11. Fiender er vi 12. Stævnemøde 13. Det var en drøm 14. Vision Angst Mod Gjensyn Den nye lykke Jeg tror ei dig Ingen fryd Du var større end de andre Byg dit liv -- Udfordring Den, som har set Først da

III Jeg seiler ikke længer Kirken To ungarske folkeviser Hav Der synger ingen fugle Anelse Uveirsaften Skaal De gode middages tid Finale 1. Hjemme igjen 2. Juninat 3. Resonans 4. Landskab

ebook, H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1897: Vilhelm_Krag_-_Nye_Digte.pdf (PDF, 14 MB)