Dengang du gik

-- -- Du vendte dig om mod mig endnu engang,
-- da var øinene store af alvor.
Saa nikked du stille og vendte dig atter.
           Og gik!
           
Du gik nedad veien. Længere. Længere.
Jeg saa mellom stammerne, kjolen blaaned,
-- snart var du derborte, hvor bakken skraaned.
Parasollen strøg henad markens kant --
           -- og svandt.
           
Jeg sad der tilbake -- stivnet -- og stirred.
Alt var saa underlig høstligt og rart,
solen skinned saa blegt og saa klart
           over den gulnede slette.
Veien bugted sig ræd som en slange
hen gjennem agerens mylrende mange
           duggblanke aks, --
bugted sig henimod markens kant
           der, hvor du svandt --
           
Saa var det ikke mere. Og ingenting hændte.
Alt var sa skræmmende stille som før.
Et spindelvæv flimrede henover marken,
en enslig snipefugl peb borti parken.

Og jeg vilde reise mig. Magted det ikke.
Vende mit hoved -- turde det ikke.
Kunde ei røre en fod eller finger,
ei løse det skrig der kvalte min strube.
Kunde kun sidde der -- isnende stille
           stirrende, stirrende.

Poesien I. (1892-1893) Visen om stolt Kunigunde Morgensang Og atter ser jeg Andagt Lær mig, o skov Stilhed Dengang du gik I de forunderlige, blonde nætter Samtale Nocturne Vi tænkte sletikke paa nogenting

II Velsignet Der staar en sorg Serenade (Krag) Lys nat Naar du kommer Extase Døren blev lukket Det var en, som gik ifra mig Sange om natten 1. Feber 2. Al denne sorte himmel 3. O, Herre 4. Mørke 5. Farvel 6. Kain 7. Klokken to

8. Lampen 9. Uret 10. Søvnløs 11. Fiender er vi 12. Stævnemøde 13. Det var en drøm 14. Vision Angst Mod Gjensyn Den nye lykke Jeg tror ei dig Ingen fryd Du var større end de andre Byg dit liv -- Udfordring Den, som har set Først da

III Jeg seiler ikke længer Kirken To ungarske folkeviser Hav Der synger ingen fugle Anelse Uveirsaften Skaal De gode middages tid Finale 1. Hjemme igjen 2. Juninat 3. Resonans 4. Landskab

ebook, H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1897: Vilhelm_Krag_-_Nye_Digte.pdf (PDF, 14 MB)